Dansk fregat på farlig, men nødvendig mission

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den mission, som en dansk fregat inden længe begiver sig ud på, er ikke ufarlig. Tværtimod. Selv om Danmark ikke deltager i det allerskarpeste hjørne af de internationale koalitioner, der er opbygget for at bekæmpe forsøg på at forhindre den frie, civile sejlads i Det Røde Hav, så er det langtfra nogen let opgave, som op mod 175 personer sendes ud på.

Houthi-bevægelsen, som ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste råder over både ballistiske missiler og droner, er ikke en ligeværdig fjende. For det første, fordi den rent militært er ikke alene den danske fregat, men også flere af de krigsskibe, der befinder sig i området, overlegen, for det andet, fordi den er erfaren og gennem årene har udviklet sig fra bevægelse til en semistatslig aktør, og for det tredje og ikke mindst, fordi den er støttet af Iran.

At Danmark som en stor søfartsnation skal vise flaget i Det Røde Hav, er der slet ingen tvivl om. Ligesom der heller ikke er tvivl om, at Houthi-bevægelsen skal have et kontant og utvetydigt svar, som ikke efterlader tvivl om, at forsøg på at hindre fri sejlads vil blive mødt med et stærkt svar.

Når danske soldater sendes ud, så fortjener de bedst mulige betingelser og en udrustning, som gør, at de kan løse opgaven. Her må skiftende regeringer og de politiske partier, der har stået bag forsvarsforlig, se hinanden i øjnene og spørge: Gjorde vi nok? Handlede vi i tide?

I over 10 år har de danske fregatter sejlet rundt med tomme siloer. De er ganske enkelt ikke udstyret med de våben, som de var tiltænkt. Det har helt berettiget udløst kritik fra Nato, fordi Danmark ikke lever op til egne styrkemål. De SM2-missiler, som politikerne under det forrige forsvarsforlig besluttede at købe, venter stadig på sig og er angiveligt ikke installeret endnu. Det første blev prøveaffyret for knap år siden. Men som beskrivelserne af houthiernes militære kapacitet viser, så halter Danmark endnu en gang bagefter og vil, selv hvis det må lykkes for Forsvaret at låne sig frem, gå i krig med forældet udstyr. Det er en historie, som er hørt før. Da Ukrainekrigen brød ud, og en bataljon skulle sendes til Baltikum, var det med nød og næppe, at man fik skrabet udstyret sammen.

Et andet spørgsmål, som melder sig, er bemandingen. Heller ikke på det område er der handlet med rettidig omhu. Forsvaret har både rekrutterings- og fastholdelsesproblemer. Et kvalificeret gæt er, at det bliver en udfordring at finde mandskab til at udsende og at fastholde missionen, som foreløbig er sat til at vare to måneder.

Og endelig er der spørgsmålet om fanger. ”Esbern Snare” blev i 2021 udsendt til Guineabugten for at standse pirater. Da besætningen standsede ni mænd, endte de otte om bord på den danske fregat, som sejlede videre med fire døde og fire tilfangetagne mænd, som ingen vidste, hvad man skulle stille op med. »Den tværministerielle arbejdsgruppe vil håndtere, hvad der skal ske med piraterne,« som Forsvaret lakonisk konstaterede i den pressemeddelelse, der blev sendt ud om hændelsen den 25. november 2021. Ifølge det beslutningsforslag, som nu er fremlagt, kan den historie gentage sig.

Når Danmark beder unge mænd og kvinder om at stille op og i yderste fald risikere liv og lemmer, så burde det være en selvfølge, at det sker på et velforberedt grundlag. Desværre synes det ikke at være tilfældet, og de kolde fakta er, at Forsvaret stadig kan kigge langt efter forbedringer. Ganske vist ligger der 150 mia. og venter de næste 10 år. Men endnu er det uklart, hvordan og hvad de skal bruges til.