Søndag er en festdag: Monarkiet er en vigtig brik i demokratiet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Søndag den 14. januar 2024 vil blive husket som månelandingen, europamesterskabet i fodbold og Jonas Vingegaards første Tour de France-sejr. Vi vil huske klokkeslæt, ansigtsudtryk og vejret. Det er en festdag – den største overhovedet, siden dronning Margrethe II overtog tronen den 15. januar 1972.

Nu giver hun som bekendt kronen videre til sin søn, kong Frederik X.

I grundloven er monarkens rolle og opgaver beskrevet. Det formuleres så enkelt i Folketingets bemærkninger til loven: »Danmark regeres af en monark, dvs. en konge eller en dronning.« Vi ved alle, at vores monark ikke har reel magt, men spiller alligevel en ganske stor rolle. Monarken skal tage imod en ny regering, sige goddag og farvel til ministre, sidde for bordenden i Statsrådet og underskrive samtlige love.

Grundloven beskriver regeringsformen som indskrænket-monarkisk. Det ændrer ikke ved, at monarkens rolle er både lovgivende – i samarbejde med Folketinget – og udøvende. Deri ligger altså nogle beføjelser, der ikke kan tilsidesættes.

En ny monark underskriver på sit første statsråd en »højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven,« som det formuleres. Dette er ikke en symbolsk formulering. I 1993 måtte daværende statsminister Poul Schlüter gå af som konsekvens af Tamilsagen. I regeringstoppen var strategien at lade daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overtage roret uden en dronningerunde.

Men det fandt kongehusets kabinetssekretær, Niels Eilschou Holm, betænkeligt af statsretlige årsager. Risikoen for, at regeringen ville få flertal imod sig, var for stor. Poul Schlüter valgte at følge hans råd, og det banede vejen for Poul Nyrup Rasmussen. Et eksempel på, at monarken kan spille en rolle i den demokratiske proces med den tilføjelse, at den endelige beslutning træffes politisk.

Det sætter dog en tyk streg under, at tronskiftet er en vigtig begivenhed for vores demokrati. De grundlovsbeskrevne rettigheder sikrer et glidende og problemløst generationsskifte. Det er ikke uvæsentligt, og reelt formår kongehuset det, politikerne ikke gør. Med sin urokkelighed og forankring i historien kan det samle befolkningen.

Heller ikke det skal undervurderes i en tid, hvor demokratiet er under pres. Det gælder ikke mindst i USA, men i glimt desværre også i Danmark. Diskussionen om, hvorvidt aflivningen af samtlige danske mink var lovlig eller ej, er gift for et demokrati. Der må ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved en lov ganske enkelt.

Kongehuset har under dronning Margrethe II udviklet sig til en urokkelig institution for os danskere – en institution, vi altid kan læne os op ad, når der raser politiske storme herhjemme og som nu krig i flere dele af verden.

Det er forklaringen på, at tusindvis af danskerne søndag fylder Københavns gader og endnu flere tv-stolene rundtom i hjemmene for at følge abdikation og indsættelse på én gang. Det er en hyldest til en dronning, der sammen med sin nu afdøde mand, prins Henrik, har samlet landet og repræsenteret det på enestående vis i udlandet. Det er en tillidserklæring til vores kommende konge. Vel har han noget at leve op til. Men med sin mors og nu afdøde fars til tider håndfaste opdragelse er han rustet til det.

Søndag den 14. januar er en festdag, som vi aldrig vil glemme. Det er ikke kun en festdag for monarkiet, men så sandelig også for demokratiet.