Politisk pral: Regeringen puster selv til inflationen
Der kan i høj grad sættes spørgsmålstegn ved påstanden om, at dansk økonomi har kurs mod en blød landing efter et udfordrende år.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Økonomisk Redegørelse er en gave til alle med interesse for økonomi. Desværre er den pakket ind i politisk pral. Økonomisk Redegørelse udkommer tre gange om året med beskrivelse af økonomien her og nu samt forventninger til fremtiden. Den seneste blev offentliggjort tirsdag. Så langt, så godt. I forordet glæder den nyudnævnte økonomiminister, Stephanie Lose, sig over at have været med til at vedtage en ansvarlig finanslov, »hvor vi undgår at puste til inflationen«, som hun skriver. Intet kunne være mere forkert. Regeringen har netop besluttet at sende 6,8 mia. kr. ud til bl.a. sygeplejersker, pædagoger, sosu’er og fængselsbetjente. Samtidig gennemføres en skattereform, der ifølge regeringen giver danske lønmodtagere skattelettelser for 10 mia. kr. Det kan der købes mange iPhones, mærkevarer og rødvin for.
Det første initiativ er i princippet sympatisk, det andet nødvendigt og på tide. Indrømmet. Bekæmpelse af inflation er en kompleks størrelse. Forudsætningen for, at det lykkes, er, at beskæftigelsen falder, og lønningerne ikke stiger. Høje renter er også med til at holde inflationen i ave. Lavere priser koster altså arbejdspladser. Derfor klinger det også rungende hult, når vores økonomiminister understreger, at regeringen vil skabe nye arbejdspladser og vækst. Det hænger ikke sammen.
Der kan i høj grad sættes spørgsmålstegn ved påstanden om, at dansk økonomi har kurs mod en blød landing efter et udfordrende år. Vi taler om en økonomi, der for kort tid siden var i teknisk recession. Vi taler også om en spinkel økonomi, der er blevet mere og mere afhængig af international økonomi. Og vi er helt nede i detaljen her. Da det i sidste uge kom frem, at der kom flere amerikanere i job end ventet, og risikoen for inflation dermed blev større, steg de danske boligrenter. Ikke meget, men de steg.
Stephanie Lose skriver, at vi skal være »forberedte på vindstød undervejs«. Det er mildt sagt. Danmarks fire største handelspartnere er Tyskland, Sverige, Storbritannien og USA.
I de tre førstnævnte lande er væksten stort set gået i stå, og USA står over for en langvarig og formentlig grum kamp om præsidentposten. Præsidentvalg udløser ofte nervøsitet på aktiemarkederne, og udsvingene bliver større. Kommer der under valgkampen igen fokus på høje medicinalpriser, kan det påvirke Novo Nordisk negativt. Præcist dette selskab har udviklet sig til den største og stærkeste trækhest i dansk økonomi.
Nervøsitet på aktiemarkederne kan synes at have begrænsede konsekvenser for alle andre end investorer. Det er ikke tilfældet. Udsving på de finansielle markeder er et vigtigt pejlemærke for økonomien fremadrettet. Det skyldes, at aktiemarkederne altid reagerer først. Der købes på forventninger og sælges på realiteter. Eventuel nervøsitet vil forplante sig til alle, der ejer aktier. Det gør stort set alle danskere, bl.a. via deres pensionsordninger. Når værdien af dem falder, vil lysten til at købe og investere også falde.
Der er – foreløbig – ingen grund til sortsyn, men der er behov for ærlig snak. Hvad vil regeringen prioritere: arbejdspladser eller lavere inflation? Begge dele kan ikke lade sig gøre samtidig. Vi er også nødt til at forholde os til vores stigende afhængighed af andre lande. Dansk økonomi står stærkt, men at tage æren for det og forsikre os om, at regeringen vil arbejde for, at væksten fortsætter, er og bliver politisk pral. Det er nærmest plat.