Alt for længe har vi kigget væk. Nu eksploderer antisemitismen
Soldater ved den jødiske skole. Antisemitismen på nettet går amok. Vi ligger, som vi har redt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danske soldater med fuld udrustning bidrager nu igen til beskyttelsen af jødiske institutioner og adresser i Danmark. Jødiske skolebørn mødes af soldater, når de møder om morgenen. Besøgende i synagogen bliver mindet om, at myndighederne vurderer dem til at være et mål for den antisemitisme, der åbenbart breder sig som en steppebrand.
En ny undersøgelse af 45 mio. Facebook-kommentarer dokumenterer den racistiske forråelse i Danmark. Hver 10. kommentar om jøder på politikeres og nyhedsmediers opslag er entydigt antisemitisk, konkluderer undersøgelsen. Ikke nok med det. Den er udarbejdet inden Hamas’ massakre i Israel den 7. oktober. Man tør ikke tænke på, hvordan en opdateret version ville se ud.
Det er den ulidelige lethed, med hvilken offentligheden omgås disse kendsgerninger, der for alvor må bekymre. Ingen af delene er jo nyt. Danske soldater har også tidligere bevogtet jødiske institutioner, og når de ikke har gjort det, har svært bevæbnede betjente gjort det. Det samme med det hæmningsløse jødehad på de sociale medier, som givetvis er tiltagende, men alt for længe har været absolut uacceptabelt. Jødehadet er løbende blevet mere salonfæhigt i den forstand, at det kollektive råb af forfærdelse er udeblevet, hvorved antisemitismen er blevet normaliseret ind i en dansk debatkultur.
Det forstemmende er, at vi hver gang behandler antisemitismen som en stor nyhed. Det er den ikke. Vi har bare ikke villet se den i øjnene.
Hér ligger det store, fælles svigt. Når reaktionen er blød og vag, og de socioøkonomiske bortforklaringer falder tungt, forsvinder hæmningerne stille og roligt. Antisemitiske aktører tillader sig mere og mere, og det handler ikke engang om bevidst at prøve grænser af. Alt for længe har vi valgt at tie. Det er langt det letteste i forhold til at gøre det eneste rigtige: konfrontere jødehadet – i debatten og med hele retsstatens arsenal af redskaber til beskyttelse af en minoritet. Det er sagt så tit, men skal gentages: Overgreb på jøder er et overgreb på alle danskere.
Vi har tilladt, at det er kommet så vidt, uden at turde tematisere, at en stor del af det nye jødehad er importeret via indvandringen fra især arabiske lande, men også at antisemitismen har bredt sig på begge politiske yderfløje herhjemme. Hvad der skinhelligt hævdes at være antizionisme, har alt for ofte vist sig som rendyrket antisemitisme. En gennemført ubehagelig boykotaktion mod staten Israel med både sproglige og politiske undertoner til 1930’erne har alt for længe haft opbakning langt ind i den etablerede fagbevægelse. For nylig forlangte knap 1.000 nordiske universitetsansatte en boykot af højere læreanstalter i Israel. Er det ikke snart tid til en vis besindelse?
Den nye kirkeminister, Morten Dahlin (V), erklærer sig rystet over antisemitismens omfang, men han har haft alle chancer for at sætte sig ind i emnet. Forskningen har meget længe fortalt, hvad der ikke burde være en nyhed, heller ikke for en ny minister: at antisemitismen i vestlige samfund er latent og støt stigende, og at den tager et spring ekstra, når der igen er krig og uro i Mellemøsten. Det forstemmende er, at vi hver gang behandler antisemitismen som en stor nyhed. Det er den ikke. Vi har bare ikke villet se den i øjnene. Det er langt lettere at kigge væk.
På den måde ligger også vi i Danmark, som vi har redt. Det er så også tydeligt, at den senere tids antisemitiske udskejelser har fået mange, også politikere, til at vågne op. Bedre sent end aldrig naturligvis. Men alt, alt for sent. Soldaterne ved synagogen leverer beviset.