Dyr aftale for Danmark

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nu har vi gjort det, men det kommer ikke til at ske igen. Ét var parterne tilsyneladende enige om, da de mandag kunne præsentere en aftale om øget løn til visse offentligt ansatte: Aldrig igen skal der aftales lønforbedringer uden om overenskomstsystemet.

Som den konservative Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, udtrykte det, så var han glad for, at det var en engangsforestilling, og at parterne nu igen vil få ansvaret for lønudviklingen.

For det har bestemt ikke været noget hverken kønt eller skønt forløb, som nu koster statskassen den nette sum af 6,8 mia. kr. brutto eller 3 mia. kr. netto, efter skat og tilbageløb er indregnet.

Det foreløbige resultat af det aparte forløb er, at udvalgte grupper af offentligt ansatte kan se frem til at få mere i løn. Præcist hvordan og hvorledes overlades til overenskomstforhandlingerne i 2024. Men det står klart, at det er »de centrale velfærdsgrupper«, som de kaldes i Finansministeriets sprog, der skal have mere. Altså de sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente, som især statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet længe har leflet for, men som Lønstrukturkommissionen vel at mærke ikke for alles vedkommende udpegede som de mest trængende.

Da det i sensommeren stod klart, hvilke grupper regeringen ville favorisere, blev det naturligt mødt med skepsis fra dem, som ikke var med på listen. Medarbejdere i politi og forsvar kunne med samme ret og vægt argumentere for mere i løn, og noget tyder da også på, at den fred, som hviler over den nys indgåede aftale, er på lånt tid. De store slagsmål er henlagt til næste år, når der skal forhandles overenskomster. Det gælder såvel forholdet til øvrige offentligt ansatte som den konkrete udmøntning af de mere præcise kriterier for, hvem der kan få del i regeringens lønpose. Og ikke mindst, hvem der vil leve op til kravene om at arbejde på skæve tidspunkter og gå på fuld tid.

Hele debatten om arbejdstid, arbejdsvilkår og forholdet mellem arbejde og familieliv er et varsel om, at det ikke bliver let. Tid lader sig ikke altid købe for penge, og det grundlæggende problem med mangel på arbejdskraft er ikke løst.

Fagbevægelsen har indbudt til lønkamp ved at bebude, at den vil knokle hårdt for at tilgodese de medlemsgrupper, som ikke har fået ekstra i lønningsposen efter trepartsaftalen.

De 6,8 mia. kr. kan på flere felter vise sig at blive en dyr omgang for regeringen. For det første er det velkendt, at et mindre lønløft sjældent modtages med taknemmelighed, snarere det modsatte. For det andet vil det skubbe til krav om mere i løn for de offentligt ansatte, der ikke er omfattet af aftalen.

For det tredje var løftet om mere i løn til sygeplejersker og sosu’er en så markant socialdemokratisk mærkesag, at man må forvente, at såvel Moderaterne som Venstre vil insistere på, at nu er det deres tur til at bruge af statskassen.

Hele forløbet er en bagvendt fortælling om det, som regeringen i egen selvforståelse var sat i verden for at gennemføre: reformer. Det nylig indgåede forlig om finansloven står som et andet eksempel på, at regeringen har fortrængt sit eget ståsted.

Trepartsaftalen er endnu et trist varsel om, at SVM-regeringen risikerer at blive et kostbart eksperiment for Danmark.