Ecco og Rockwool får jackpot på kundernes dobbeltmoral
Mange virksomheder har tabt stort på at forlade Rusland i en fart. De kan med rette påkalde sig rollen som helteskikkelser i en ulykkelig fortælling.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Moral er godt. Dobbeltmoral er … tja. Noget tyder på, at mange forbrugere har et behov for at overveje afslutningen på den sætning. I hvert fald hvis vi sætter fokus på konsekvenserne af den ofte bebudede boykot af virksomheder, som ufortrødent er fortsat med at gøre forretninger med og i Vladimir Putins Rusland efter invasionen af Ukraine i februar 2022. Især to virksomheder kom, også i disse spalter, i skudlinjen for deres samarbejdspolitik og skattebetaling af indtjeningen til det russiske statsapparat: Rockwool og Ecco. De to ville, hed det sig, ende på den forkerte side af historien. De ville, hed det sig, blive straffet hårdt på markederne af kunder, som af moralske årsager ville lægge deres indkøb hos konkurrerende virksomheder.
Men hvordan er det så gået næsten to år senere? I store træk forrygende hos både Rockwool og Ecco. Og i store træk en dundrende fiasko for tilhængere af boykot og kommerciel straf af virksomheder, som ikke umiddelbart handler i pagt med nationens interesser.
For børsnoterede Rockwool gælder, at virksomheden for nylig opjusterede sine forventninger til indtjeningen i 2023. For fjerde gang på seks måneder. Prognosen er nu godt og vel fordoblet i forhold til udgangspunktet ved årets begyndelse. Rockwool kan desuden glæde sig over, at Erhvervsstyrelsen tidligere på året afsluttede en undersøgelse med at konstatere, at virksomheden ikke havde brudt nogle af de gældende sanktioner i forhold til at drive forretning i Rusland.
Ecco ved vi lidt mindre om. Koncernen er ikke børsnoteret og går derfor mere stille med dørene om de økonomiske udfoldelser. Vi ved dog, at skokoncernen i 2022 fordoblede sit overskud før skat. Vi ved også, at familien Toosbuy Kasprzak, der ejer Ecco, kun har øget den svulmende formue over de seneste to år og for nylig rykkede markant ind i top-10 på listen over Danmarks rigeste, da Økonomisk Ugebrev lavede sin årlige opgørelse af erhvervselitens finansielle muskler. Ifølge opgørelsen har familien alene over det seneste år øget formuen med 9 mia. kr. Det går godt – rigtig godt – for den udskældte skoproducent og langtfra kun i Rusland.
Det er i sagens natur ikke kun danske kunder, der har stået i kø ved indgangen til de to udskældte virksomheder. Begge er globale brands, og begge har oplevet fremgang i store dele af den vestlige verden under krigshandlingerne i Ukraine. Men tendensen på denne side af det gamle jerntæppe er den samme: De virksomheder, der fortsat agerer i Rusland, får klø i debatten. Men økonomisk er konsekvenserne ikke at spore. Når de bløde sko lokker i vinduet, eller hulmuren skal isoleres, er behovsudskydelse ikke en mulighed, og jagten på en alternativ leverandør for bøvlet.
Der er altså stærke indikationer på, at store dele af folkedybet agerer fuldstændig, som virksomhederne i Rusland kritiseres for at gøre: Udtrykker alle de moralsk rigtige holdninger. Men når det kommer til stykket, og moralen bliver en modpol til økonomiske hensyn – eller bekvemmelighed – taber moralen oftere, end den vinder.
Mange virksomheder har tabt millioner og milliarder på at forlade Rusland i en fart i protest over Putins angrebskrig i Ukraine. De kan med rette påkalde sig rollen som helteskikkelser i en ulykkelig fortælling. Men hvis Rockwool og Ecco ender på den forkerte side af historien, kan de altså glæde sig over at få selskab af store dele af deres kundekreds. Også i 2023 er dobbeltmoral åbenlyst dobbelt så godt.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.