Pape er formand på prøve

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Var nogen i tvivl om, hvorvidt Søren Pape Poulsen er gjort af det rette stof som partileder, så gjorde han ikke selv meget for at overbevise, da han for et par uger siden tonede frem på tv for at angre valgnederlaget. Søren Pape Poulsen var nået til den erkendelse, at han også selv havde en andel i det.

»Skylden ligger kun ét sted, og det er hos mig. Det var dårligt, det jeg gjorde i valgkampen. Det var faktisk helt forfærdeligt,« lød det fra Søren Pape Poulsen.

Bedre sent end aldrig, kan man sige, men den måde, som partiformanden udlagde teksten på, var alt andet end overbevisende.

Søren Pape Poulsen var statsministerkandidat, men havde det ifølge eget udsagn så skidt med det hele, at han skulle samle sig for overhovedet at træde ud af kampagnebussen under valgkampen.

»Jeg har bare lyst til at blive i den bus,« sagde han.

Rent menneskeligt er det forståeligt, at det var en hård tid for Søren Pape Poulsen, som måtte se sit privatliv udfoldet i flere aviser. Men modstand findes. Også for en statsminister. Sagt meget brutalt: Det skal han kunne tackle, og når man bevæger sig på et niveau, hvor man træder frem som kandidat til at være Danmarks regeringschef, så virker det ynkeligt at angle efter personlig medlidenhed. Jovist var det synd for Søren Pape Poulsen, men politisk kan det ikke bruges til meget.

Hvad vælgerne fik ud af de besynderlige historier om, at Pape selv angiveligt var blevet snydt af partnerens opfindsomme historier om sin fortid og religiøsitet, var en berettiget tvivl om Søren Pape Poulsens dømmekraft. Det understreges af, at han også på det politiske område trækker i land og kalder det en fejl at føre valgkamp på topskattelettelser.

Om det var det ene eller det andet, som førte til det ringe valgresultat, er vanskeligt at vurdere, men fakta er, at Søren Pape Poulsen ikke selv kunne se det lige efter valget. Meget tyder også på, at dømmekraften igen har svigtet i hele håndteringen af sagen om EU-parlamentsmedlemmet Pernille Weiss. Hun er bevidst eller ufrivilligt endt som en test af formandens autoritet. I første omgang står slaget om afstemningsmetoden. Alt afhængig af fremgangsmåden kan Weiss ende med at blive opstillet, og det vil betyde, at Pape står svækket og som taber allerede i det første af de tre valg, der kan afgøre hans fremtid som konservativ leder.

For nok tyder alt på, at han klappes ned fra podiet i Herning på landsrådet i weekenden, men forude venter to farlige skær: Valget til EU-Parlamentet i 2024 og kommunalvalget i 2025. Alt andet end konservativ fremgang vil være et tab, der kan bruges direkte mod partiformanden, som indtil videre ikke er kommet med overbevisende svar på, hvorfor han skal blive siddende, og hvorfor man skal stemme konservativt.

Søren Pape Poulsen blev hentet ind på et afbud og byggede sig selv op ved at være flink og ikke mene for meget. Under overfladen lurede som altid i Det Konservative Folkeparti de fraktioner, som til enhver tid kan mobiliseres i nedgangstider og under en formand, som ikke er tilstrækkelig visionær til at kunne samle dem.

Søren Pape Poulsen har slået på, at der er brug for konservative værdier i en verden i brand. Men han har ikke givet noget klart svar på, hvad disse værdier er, og hvor han selv står. Hvis han fortsat famler efter at formulere det, så vil andre tage over og give et svar.