I Danmark kan mænd have flere koner. Men alle kigger væk
Hvorfor har sagsbehandlere og integrationsforskere ikke for længst slået alarm?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af. Men at der foregår flerkoneri i Danmark i en målestok, så to socialdemokratiske ordførere føler sig kaldet til at slå alarm, havde de færreste nok set komme.
Det er ligestillingsordfører Trine Bramsen og udlændingeordfører Kasper Sand Kjær, der i et indlæg i Jyllands-Posten beskriver fænomenet og opfordrer til, at der skrides ind. Sandelig, godt brølt! Men hvorfor er det dog ikke sket for længst? Nogle med indsigt i disse sager – eksperter, forskere, socialrådgivere, muslimske danskere – må have lukket øjnene eller kigget væk. Det er også mest bekvemt.
Flerkoneri i Danmark kan ifølge de to S-politikere foregå på den måde, at islamiske ægteskaber ikke registreres hos danske myndigheder, men hos en imam, her i landet eller i udlandet. Imamen henholder sig udelukkende til islamisk lovgivning, hvor flerkoneri kan være tilladt. Dansk lovgivning er ham helt ligegyldig. Selv hvis den dansk gifte kvinde i det polygame ægteskab forsøger at bryde ud, får manden ofte imamens opbakning til at fortsætte flerkoneriet og holde kvinden fast i ægteskabet. Sådan grundlægges og opretholdes et parallelsamfund som en juridisk og kulturel no go-zone, hvor dansk lov og danske myndigheder ikke tæller.
De to ordførere fortjener ros for at sætte fokus på problemet. Men det forekommer helt utroværdigt, at det skulle være et nyt fænomen, som først for nylig også er kommet her til landet. Det vil være synd at sige, at hele integrations- og indvandringsbranchen med alt, hvad dertil hører af eksperter og forskere, fremtræder underbemandet. Men de har ikke just gjort sig bemærket ved at påpege problemet. Det har åbenbart heller ikke de sagsbehandlere, som til daglig er tæt på de miljøer, som der her er tale om. Hvorfor er der ikke bare et par behjertede socialrådgivere eller andre, der for længst har slået alarm?
Det er naturligvis lettere at levere hændervridende bortforklaringer og tale problemerne i muslimske miljøer væk, men deri ligger også et kolossalt svigt af de mennesker, som det går ud over; i dette tilfælde de kvinder, der vil ud af deres flerkone-ægteskaber. Alligevel har svigtet metode. Da TV 2 afslørede forholdene bag sløret i danske moskéer, rettedes kritikken nok så meget mod budbringeren. Da en københavnsk borgmester blev præsenteret for dokumentation af den sociale kontrol af kvinder i indvandrermiljøer, erklærede hun sig chokeret. Det kom helt bag på hende, meddelte hun. Gad vide, hvilken planet borgmesteren har boet på i de seneste 30 år.
At det i 2023 skal være nødvendigt at diskutere flerkoneri i Danmark, vidner om, hvor forløjet en stor del af integrationsdebatten er. Meldingen burde udløse et kollektivt ramaskrig, men det bliver højst til et træk på skulderen: Vi vidste det godt, vi har lært at leve med det, vi er egentlig ligeglade. Kan det virkelig passe? I et land, hvor det koster dyrt at glemme cykellygten, må det være en øjenåbner, at frygten for at stigmatisere minoriteter eller påtale uacceptable – ulovlige – tilstande i muslimske miljøer, får os til at bøje loven. Det er sådan, det må gå i et samfund, der bliver mere og mere kulturelt og etnisk opsplittet, vil mange mene. Men sådan kan man ikke tænke i et retssamfund.
Foreløbig må der tages fat i de mænd, der praktiserer flerkoneri, og de imamer, der hjælper dem. Men dernæst må en ny ærlighed og vilje til at tale åbent om problemerne være en nødvendig konsekvens af velfærdsstatens aktuelle svigt.