Hul i Forsvaret, hul i sikkerheden
Kasseeftersyn af Forsvaret er uhyggelig læsning og vidnesbyrd om lalleglad optimisme
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tilstanden i Forsvaret minder om den gamle skjaldevise ”Der er hul midt i spanden”, som Dirch Passer og Lily Broberg gjorde til folkeeje i 1961 i revyen med den sigende titel ”Nu er fanden løs”. Sangens pointe er, at for at reparere hullet i spanden, skal man bruge spanden, der har et hul. Og så står man der igen og kan begynde forfra. For der er jo hul midt i spanden, og hvad stiller man så op?