Fortsæt til indhold
Leder

Kongehusets konflikt om titler afslører alt det værste ved nedarvede privilegier

Dronningen har fat i den lange ende i titel-gate, men håndteringen af sagen falder også tilbage på hende selv.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

”Man gjorde et barn fortræd”, hedder Tove Ditlevsens romandebut fra 1941 om et liv i arbejderklassens København præget af fattigdom, overgreb, skuffelser, bristede drømme og uforløste forhåbninger. Det er socialrealisme for fuld musik. Det er det åbenbart også i kongehuset, forstår man. I hvert fald understregede prins Joachim i et interview med Ekstra Bladet torsdag, at det »er aldrig sjovt se sine børn på den måde blive gjort fortræd. De står i en situation, de ikke selv forstår«.

Den uforståelige fortræd består i, at prinsens i alt fire børn – to med grevinde Alexandra og to med prinsesse Marie – fra nytår ikke længere må kalde sig prinser og prinsesser, men skal benytte titlerne grever og komtesse af Monpezat. I 2008 tildelte dronning Margrethe sine sønner, deres ægtefæller og deres børn titlen af greve, grevinde og komtesse af Monpezat.