Fortsæt til indhold
Leder

Mette Frederiksens podcast lægger endnu et lag til hendes kontrol af mediefortællingen om hende

Statsministeren må selvfølgelig gerne lave en podcast, men den skal ses i lyset af hendes øvrige forhold til medierne.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mindst to scener – at der vil være langt flere, er givet – der illustrerer statsminister Mette Frederiksens forhold til pressen, vil stå tilbage som sigende, når historien om hendes indtil videre første regeringsperiode skal beskrives.

Den ene er fra det pressemøde, som hun nødtvunget måtte afholde om minkskandalen og de slettede sms’er. Det var i begyndelsen af november sidste år, og et opbud af journalister, der for en sjælden gangs skyld ikke gav slip eller op, men blev ved med at spørge ind til forløbet, og hvem der vidste hvad hvornår, tændte til sidst statsministeren helt af. Man forstod, at alt det, der blev spurgt til, var mindre væsentlige detaljer, som hun ikke havde kunnet forholde sig til, mens hun var i gang med at »redde danskernes liv«. Så må grundloven træde til side.