Kryds fingre for Italien, det er ikke sikkert, at det holder

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så fik Italien igen ny regering. Giuseppe Contes 2. og den 66. siden Anden Verdenskrig, hvis man ikke tæller de 2 overgangsregeringer med. Udskiftningerne i regeringskontorerne i Rom har været ganske hyppige, men har historisk set trods alt repræsenteret en form for stabilitet, idet det store regeringsbærende parti Kristendemokraterne altid sad solidt i stolen, uanset hvilke ind- og udskiftninger der i øvrigt blev foretaget.

Først efter Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud og afsløringer af partiernes magtmisbrug opstod der for alvor røre i den politiske andedam. Groft sagt har italienerne aldrig siden fundet kursen. Det ene år kunne Silvio Berlusconi vinde stort, det næste Romano Prodi. Vælgere vendte sig mod højre den ene dag, mod venstre den anden, mod højre igen, og ved valget for halvandet år siden satte de lid til Italiens nye fænomen: internetpartiet Femstjernebevægelsen, som ud over at love en oprydning i det politiske system også betvivler det repræsentative demokrati.

Parlamentarisk træning havde de nyvalgte ikke, faktisk kun fra en valgperiode, som endte i kaos, og det siger ganske meget om partiet, at det i dets korte levetid har formået både at vende sig mod euroen, forsøge at blive optaget i den stærkt proeuropæiske liberale gruppe, siden gå i regering med Lega, som er imod EU, og at det nu igen springer ud som et proeuropæisk parti.

Lega med den karismatiske, nogle vil mene demagogiske, leder Matteo Salvini er sat af holdet. Femstjernebevægelsen har i stedet rettet sig mod centrum-venstrepartiet Partito Democratico, som europapolitisk ligger tæt på Macron. For mindre end et år siden stod Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, op mod den franske præsident og heppede på de gule veste.

Nu er Di Maio udenrigsminister, Italiens ansigt udadtil og manden, som skal forklare, at regeringen mener det alvorligt, når den hævder, at Italien nu vil følge den europæiske vej. Det gælder i særdeleshed de forpligtelser, som Italien har som euroland.

»Nu er Italien forandret, det er et stabilt land, mere forankret i Europa, mere moderat. Det er ikke længere Salvinis regering,« citerer det italienske dagblad Corriere della Sera premierminister Giuseppe Conte for, før han tager på sin første rejse som forandret regeringschef. Den går til Bruxelles. Og der er ingen tvivl om, at Conte har brug for udstrakt fleksibilitet fra EU, hvis han skal få Italiens næste finanslov til at hænge sammen. Der er lovet både nedsættelse af moms og skatter, samtidig med at Italien kæmper med en gæld, som ligger langt, langt over eurolandenes grænseværdier.

Salvini, som endte på et sidespor, har kaldt gadens parlament til kamp. Her vil der ikke blive sparet på paroler om det emne, som også vil plage Italiens nye regering: tilstrømningen af migranter, foruden han vil slå på, at Berlin, Bruxelles og Paris har haft en finger med i spillet, da han blev tilsidesat og ikke fik ønsket om et nyvalg opfyldt. Meningsmålingerne har været med Salvini, som over 30 pct. af vælgerne tilkendegiver at støtte. Det er for tidligt at dømme Salvini ude.

Som historien fortæller, kan vinden hurtigt vende i Italien. Tiden vil vise, om det lykkes at holde sammen på den nye regering med partier, som før har bekriget hinanden. Udefra set er der grund til at krydse fingre for, at Italien forbliver på det europæiske spor og får styr på økonomien. Men det vil være risikabelt at glæde sig for tidligt.