Ghettoer forsvinder ikke, fordi man kalder dem noget andet

I 2012 udarbejdede et konsulenthus i samarbejde med Odense Kommune en rapport, der konkluderede, at Odense-bydelen Vollsmose havde et stort, uforløst turismepotentiale. Ja, det stod der altså, og det havde konsulenthuset formentlig taget sig godt betalt for at nå frem til. Nogenlunde samtidig foregik der et større bandeopgør i bydelen, som kulminerede, da 50 bandemedlemmer stormede Odense Universitetshospital på jagt efter et medlem af en rivaliserende bande. Begrebet krigsturisme eksisterer skam, og mange søger i dag mange andre steder hen end mod vandkantens strandstol, når de har ferie, men alligevel – Vollsmose som uforløst turistdestination.

Historien er et eksempel på, at drømmen om den lykkelige, flerfarvede, omfavnende og åbne multikulturalisme ofte har stået i vejen for, at vi rent faktisk ser virkeligheden, som den er, når det gælder integration af ikkevestlige og selvfølgelig først og fremmest muslimske indvandrere i Danmark. Drømmen om det uforløste turismepotentiale er i en klasse for sig, når det gælder sværmerisk dagdrømmeri, men eksemplerne er i øvrigt legio.

Om landets nye boligminister, Kaare Dybvad Beks, udmelding om, at han vil afskaffe ordet ghetto i det danske sprog, er udtryk for samme drømmende tendens, er ikke til at vide. Ud fra et perspektiv kan man godt se boligministerens plan som en slags negativ version af Grundtvigs forestilling om, at »ordet skaber, hvad det nævner«. Altså holder vi op med at nævne ordet ghetto, holder ghettoerne også op med at eksistere. Tilsvarende som da Hellle Thorning-Schmidts regering afskaffede opgørelsen af udgifter til ikkevestlig indvandring. Problemet dengang var, at udgifterne ikke forsvandt, og det danske samfund blev ikke 35 mia. kr. rigere årligt, fordi man holdt op med at opgøre dem. Men holdningen lod til at være, at det vil vi helst ikke vide noget om, og der er i hvert fald ingen grund til at skabe offentlighed om det.

Der er nu ingen grund til at tro, at Kaare Dybvad Bek, hvis partiformand gik til valg på en fastholdelse af den faste udlændingepolitik, ikke er opmærksom på problemer og udfordringer i integrationspolitikken. Han, der er geograf og tilmed en begavet mand, er i den grad opmærksom på, at social-, integrations- og boligpolitik hænger sammen og har også ladet forstå, at problemerne ikke forsvinder, blot fordi man giver dem et andet navn.

Men hvis han havde den mindste tvivl, kunne han læse Jyllands-Posten fredag. Her kunne en række daginstitutioner fortælle, at de ikke kan leve op til ghettopakkens krav om, at højst 30 pct. af nyoptagne børn må komme fra udsatte boligområder, og derfor vil søge udsættelse. En rådmand i Aarhus kunne fortælle om institutioner med næsten 100 pct. tosprogede børn, og en radikal kollega i Odense erkendte, at det nok bliver svært at få ressourcestærke forældre til at tage en institutionsplads i Vollsmose, for som hun sagde: »Der er simpelthen mennesker i vores by, der er bange for at køre derind.«

Om man kalder det ghetto, udfordret boligområde eller uforløst turismepotentiale, så er det virkeligheden: Der er bydele i Danmark, der er så belastet af kriminalitet, vold, social kontrol, arbejdsløshed og isolation fra det danske samfund, at det hverken kan fortrænges eller tales væk. Det kræver håndfast handling og opgør med berøringsangst. Et lille lys i mørket i den sammenhæng er dog, når selv en radikal politiker erkender problemets eksistens.