Boris Johnson er på vej til Downing Street, men måske er det nok med én impulsiv leder på verdensscenen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man kan ikke sige andet, end at det politiske liv herhjemme forekommer en kende kedeligt, sammenlignet med hvordan det for tiden foregår i USA og Storbritannien og ikke mindst i samspillet mellem Washington og London.

Det seneste kanonslag er udløst af The Mail on Sunday. Avisen bragte citater fra indberetninger forfattet af den britiske ambassadør i De Forenede Stater, sir Kim Darroch. Her betegnes præsident Donald Trump som usikker og uden at være i besiddelse af et sprogligt filter, når han taler. Det er ikke sandsynligt, skriver sir Kim, at Det Hvide Hus bliver »væsentligt mere normalt, mindre dysfunktionelt, mindre uforudsigeligt, mindre splittet, mindre diplomatisk klodset og tåbeligt«.

Det er jo ikke chokerende nyt. Faktisk ville det have været en større sensation, hvis sir Kim havde betegnet den 45. præsident som velovervejet, strategisk, lyttende og samarbejdende. Men for Trump var det – selvfølgelig, fristes man til at sige – nok til at fyre en serie tweets afsted, den ene mere fornærmende end den anden. Først sigtede han mod ambassadøren, der blev kaldt »en meget dum fyr« og en »opblæst nar«. Siden tog han den afgående premierminister Theresa May under behandling, erklærede, at hun havde klumret i det, navnlig mht. brexit, og at det først og fremmest skyldtes, at hun ikke havde lyttet til hans gode råd.

Som sagt, det er ikke overraskende, hverken sir Kims vurderinger eller Trumps vulgære svar. Det er nok heller ikke noget, der på længere sigt vil ændre væsentligt ved forholdet mellem deres to lande. Sir Kim har nu valgt at trække sig fra ambassadørposten før tid. Han skulle alligevel have været hjem til London til nytår, og han har en næstkommanderende, der kan holde skansen, indtil en ny er på plads. Hans position var naturligvis blevet uholdbar efter Trumps meget lidt diplomatiske offensiv mod ham – og dermed mod Storbritannien.

En anden Kim, nordkoreanske Kim Jong-un, har præsidenten også gjort tykt nar ad og truet med udslettelse. Ikke mange måneder senere mødtes de i stor fredsommelighed, og Trump har siden betegnet ham i mere positive vendinger end dem, han har tilovers over for demokratisk valgte ledere. Det er heller ikke længe siden, at han under et besøg i Storbritannien roste May til skyerne. Så man ved aldrig.

At sir Kim nu vælger at gå, er ikke det mest interessante i denne historie. Ambassadører bliver – bl.a. – betalt for at give deres regeringer et uforblommet syn på det land, hvortil de er akkrediteret. Det gør også amerikanske diplomater, hvilket man eksempelvis kunne se i lækager af deres telegrammer, som Wikileaks offentliggjorde i 2010.

Det interessante er, hvem der har lækket sir Kims depecher og hvorfor. Der er tale om en kolossal sikkerhedsbrist. En af sammensværgelsesteorierne går ud på, at det må være folk med brexit-sympatier, om end motivet er lidt uklart.

Men det bringer os til et andet underholdende indslag, nemlig fejden mellem Boris Johnson og Jeremy Hunt – hhv. tidligere og nuværende udenrigsminister – om formandskabet for det konservative parti og således afløser for May, også som regeringschef. Ved deres første tv-debat denne uge var Johnson morsomst, og Hunt mere troværdig. Heller ikke det er overraskende. Briterne må jo selv finde ud af, hvilken leder de vil have, men tillad os at være en smule skeptiske ved udsigten til Johnson i Downing Street 10. Én impulsiv figur på verdensscenen kan synes at være mere end nok.