Lars Løkke ofrer det borgerlige samarbejde for et politisk fatamorgana

Når valgkampen er overstået, vil Lars Løkke Rasmussens forslag om en SV-regering uden for enhver tvivl tage prisen som det mest mærkværdige udspil undervejs. Ligegyldigt hvilke motiver statsministeren har haft, vil den nådesløse konstatering stå tilbage: Det borgerlige samarbejde er sprængt til atomer. Ikke nok med det: Den gamle fløjkamp i Venstre risikerer at bryde ud i lys lue igen.

Mette Frederiksen var hurtig til for en gangs skyld at melde klart ud: nej tak. Hvem kan være chokeret over det? Hvordan kan Lars Løkke have forventet en anden reaktion? Hun går til valg på en socialdemokratisk mindretalsregering. Hvorfor skulle hun dog gøre et kriseramt Venstre den tjeneste at tage Løkke med ombord? Statsministeren kan umuligt i fuldt alvor have troet på et andet udfald. Og han kan umuligt have troet, at Mette Frederiksen ville vente til efter valget med at give ham sin kurv.

Mystikken om, hvad der har været meningen med SV-søslangen, er simpelt hen monumental. Kun hvis vi helt snævert tager Løkke på ordet, kan man måske håbe på at få en fornemmelse: Der er et så voldsomt opbrud i dansk politik, og der er så meget ubehageligt bølgeskvulp på fløjene – og ikke kun via højreekstremisten Rasmus Paludan – at tiden i sig selv kalder på en fælles ansvarlighed fra de store gamle partier, der har bygget den danske model. Tendensen ses i disse år også ude i Europa, f.eks. i Tyskland. Hvis dét har været baggrunden, er den sympatisk nok i sig selv – men omkostningerne midt i en dansk politisk virkelighed er alt for store.

Alt tyder på, at SV-udspillet er et veliscenesat solotrip fra Løkkes side. Ingen har tilsyneladende været informeret, og da slet ikke Venstres næstformand, Kristian Jensen. Regeringspartnerne hos De Konservative og i Liberal Alliance blev ligeledes taget med bukserne nede. Står det virkelig så sløjt til med den interne kemi i blå blok, at de to partnere har fortjent at blive forbigået på denne måde? Løkke tager med sit udspil hele det borgerlige samarbejde som gidsel. Han insisterer pligtskyldigt på, at han stadig går til valg på at fortsætte det borgerlige regeringssamarbejde. Men hvordan kan han dog tro andet, end han sender det stik modsatte signal: at de borgerlige allerede har tabt valget, og at det nu gælder om at redde stumperne for Venstre?

Løkke har satset stort tidligere i sin flotte karriere, og han har som regel vundet på det. Meget taler for, at SV-idéen også har været tænkt som et sådant stort sats, hvor alt sættes på ét bræt. Vi kan minde om efterlønsreformen og om formandsopgøret i en kælder i Odense. Men SV-udspillet havde desperationens træk over sig, allerede inden Mette Frederiksen skød det ned. Prisen er høj. Det borgerlige Danmark opgiver at samle sig som et alternativ til en socialdemokratisk regering bakket op af hele paletten af venstrefløjspartier med deres ustyrlige overbudspolitik. Det kan man da kalde politisk metaltræthed.

At S og V som de to store partier har nærmet sig hinanden over årene, skyldes ikke mindst, at Mette Frederiksen har rykket sit parti markant til højre. Det er bestemt ikke noget argument i sig selv for en fælles regering. Hvis den i øvrigt blev til noget, ville den blive opfattet lige så meget som en samlingsregering i en national krisetid som Anker Jørgensen og Henning Christophersens SV-regering for 40 år siden. Er det virkelig dér, Lars Løkke mener, at vi er?

Nu skal skårene klinkes bedst muligt i blå blok. Det kan ikke gå hurtigt nok. Red, hvad reddes kan, tak.