Iran skal tvinges i knæ med benhårde sanktioner

Ingen kan påstå sig overraskede efter meddelelsen om, at Iran nu træder tilbage fra centrale dele af atomaftalen fra 2015.

Siden USA’s præsident Donald Trump i fjor besluttede ikke at forlænge suspensionen af sanktionerne mod Iran, har det kun været et spørgsmål om tid, før præstestyret ville trække sig fra aftalen.

Sanktionerne, der effektivt forhindrer Iran i at afsætte olie på verdensmarkedet, har bragt den iranske økonomi på randen af kollaps, fordi strømmen af petrodollars er tørret ud, og fordi udenlandske investorer har trukket sig fra landet, da de ikke vil risikere at blive set som sanktionsbrydere af de amerikanske myndigheder.

Siden den amerikanske beslutning har de øvrige parter – Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Kina – forsøgt at opretholde aftalen, men da det økonomiske incitament til at honorere aftalen er forsvundet for Iran, kan alle se, at atomaftalen er en illusion, hvis USA ikke står bag den.

Det er værd at erindre om, at da aftalen i sin tid blev gennemført, valgte USA’s daværende præsident Barack Obama at gøre det per dekret, da han med overvejende sandsynlighed ikke ville kunne have mønstret et politisk flertal i Kongressen bag aftalen. Obama udnyttede sin ret til at suspendere de sanktioner mod Iran, som et solidt flertal i Kongressen har stået bag, men det har hele tiden været evident, at de ville blive genindført, hvis en ny præsident ikke fandt grundlag for at opretholde suspensionen.

At sanktionerne indiskutabelt har effekt understreges af, at præsident Hassan Rouhani har ladet forstå, at Iran godt vil fortsætte med at honorere aftalen, forudsat de øvrige underskrivere »udvikler en mekanisme, der gør det muligt for Iran at eksportere olie og gennemføre internationale banktransaktioner«. Med andre ord skal de europæiske lande sammen med Rusland og Kina aktivt bistå Iran med at omgå de amerikanske sanktioner.

Håbet med atomaftalen har været, at Iran ville bruge adgangen til atter at tjene store penge på eksporten af olie til at genopbygge en læderet økonomi og såvel i ord som gerning udvikle sig i retning af en stabiliserende faktor i Mellemøsten. De senest fire år har vist, at Iran i stedet har udfoldet store anstrengelser for at blive den politiske og militære magtfaktor fra Syrien over Irak og Qatar til Yemen. Nok har landet afstået fra at udvikle atomvåben, men ellers har der stået regional magtpolitik på dagsorden.

Selvsagt har Storbritannien, Frankrig og Tyskland intet andet valg end at genindføre de skrappest mulige sanktioner mod Iran og få resten af EU-landene med. De burde have stået last og brast med USA, da præsident Trump besluttede ikke at opretholde suspensionen af sanktionerne, men er blevet fanget af den kræmmermentalitet, der i alt for høj grad gennemsyrer europæisk udenrigspolitik. Dårligt nok var atomaftalen indgået, før ministeranførte handelsdelegationer fra EU-lande hastede til Teheran for at få del i strømmen af petrodollars.

Når valget står mellem principper og profit, har europæiske politikere alt for ofte valgt det sidste, hvilket præstestyret nu atter forsøger at spille på.

Revolutionsgarden, der af USA klassificeres som en terrororganisation, sidder lammende tungt på Irans recessionsprægede økonomi, som er kendetegnet ved udbredt korruption, høj arbejdsløshed og inflation samt stor fattigdom.

Der eksisterer kun ét svar fra Vesten: Benhårde sanktioner.