Mener Mette Frederiksen, at Danmark ikke længere skal repræsentere rigsfællesskabet?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danmark fylder ikke alverden i det internationale samarbejde, om end nok mere end arealet og befolkningens størrelse tilsiger. En af grundene er Grønland. Øen indgår i rigsfællesskabet og har, fra den navnkundige danske ambassadør i Washington Henrik Kauffmann indgik en aftale herom under Anden Verdenskrig, haft vigtige amerikanske militære forlægninger. Skiftende amerikanske udenrigsministre, senest John Kerry, har aflagt besøg i Nuuk og omegn. Det samme har tyske kanslere som Helmut Kohl (der måtte bygges en særlig seng, fordi han var så høj og stor) og Angela Merkel. For Merkel var det især klimaforandringerne, der talte. Ved ethvert højtstående udenlandsk besøg følger den danske modpart med, altså stats- eller udenrigsministeren. Man kan kalde det en – ikke selvskabt – konkurrencefordel, som andre mindre lande, f.eks. Belgien eller Tjekkiet, ikke har.

På torsdag kommer den nuværende amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til Grønland. Han skal tale med landsstyreformand Kim Kielsen og to andre udenrigsministre, den grønlandske Ane Lone Bagger og den danske Anders Samuelsen.

Pompeo kommer ikke for morskabs skyld. Allerede mandag deltager han i finske Rovaniemi i et møde i Arktisk Råd. Det drejer sig om klima og sikkerhed – det sidste i amerikansk optik måske mere end det første. Ifølge The Washington Post vil amerikanerne fjerne henvisninger til klimaforandringer fra den afsluttende udtalelse i Finland.

Arktisk Råd, der blev oprettet i 1996, er et slags mini-FN. Medlemmer er Canada, Danmark – herunder Grønland og Færøerne – Finland, Island, Norge, Rusland og USA samt repræsentanter for oprindelige folk. Andre, som Tyskland og Kina, har observatørstatus i større eller mindre grad. Formelt beskæftiger rådet sig især med bæredygtig udvikling og beskyttelse af det arktiske miljø, men hvert land har særinteresser. Når det gælder Rusland og navnlig Kina, synes de andre medlemmer dog forenet i det mål at forhindre, hvad man kunne kalde en fjendtlig overtagelse af økonomien og vigtig infrastruktur. På amerikansk pres er kinesere således blevet forhindret i at overtage dele af det grønlandske luftfartsvæsen – hvorfor skulle de også det? – og man er indstillet på at afværge lignende projekter.

Det kan Danmark kun støtte, om end vi gerne vil minde om, at Arktisk Råd jo i første række er sat i verden for at værne om miljøet. Det virker ikke til at være præsident Trumps ideologiske hovedanliggende. På den anden side ser Pompeo ud til at have ret frie hænder omkring alt det, der ikke interesserer hans chef, og hans embedsmænd har meddelt, at han skam tror på, at der er klimaforandringer og global opvarmning. Det er ikke optimalt, at der overhovedet er behov for den slags forsikringer, men lad os håbe det bedste. Amerikanernes ønske om at give forholdet til Grønland og Danmark ny styrke kan også hilses velkommen, især hvis Nuuk og København får en væsentlig indflydelse på projektet.

Som relativt aparte må man betegne den socialdemokratiske formand Mette Frederiksens udtalelse forleden om, at tiden er løbet fra, at danske politikere bestemmer over Grønlands udenrigspolitik. Hvad mener Frederiksen – at Danmark ikke længere skal repræsentere rigsfællesskabet, naturligvis i behørigt samarbejde med alle implicerede parter? Eller er det blot et pr-stunt med henblik på at sikre statsministerposten med nordatlantiske mandater efter det tilstundende folketingsvalg?