Sudan er et lærestykke i Afrika
Præsidentens afsættelse i Khartoum vidner om, at Det Arabiske Forår ikke er forbi
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Sudan er ikke blot en sørgelig historie. Det kan også bruges som lærestykke i, hvordan tingene ofte går deres gang i Afrika: En officer gennemfører et militærkup og afsættes efter 30 år ved et nyt militærkup. I mellemtiden har han plyndret sit land, mishandlet befolkningen, terroriseret naboer og ifølge Den Internationale Straffedomstol i Haag begået forbrydelser mod menneskeheden.
Det siger noget om det såkaldt sorte kontinent, at den hidtidige diktator Omar al-Bashirs afgang som præsident ikke har medført de store reaktioner rundt omkring i verden. Det amerikanske udenrigsministerium indskrænker sig til at fraråde at rejse dertil. Det danske udenrigsministerium nævner ikke skiftet overhovedet. I betragtning af at politikere og diplomater, også her i landet, utrætteligt har peget på, at Afrikas skæbne hænger sammen med vor – f.eks. i form af flygtninge- og migrantstrømme – er det en kende overraskende.
For naturligvis betyder det noget, at en af Afrikas længst siddende tyranner nu nødtvungent viger pladsen. Også for Europa. Sudanesere indtog hhv. femte-, sjette- og syvendepladsen blandt flygtninge og migranter, der ankom til Italien i 2015, 2016 og 2017. Danmark har tidligere modtaget kvoteflygtninge fra netop Sudan, nogle af dem endte i det for dem sikkert eksotiske Brønderslev.
Hvad der foregår i Sudan er alt andet lige positivt, om end den nye militærregerings løfte om at følge folkets vilje skal tages med flere gran salt
Mest betyder det selvsagt for Sudan. Det er utroligt, hvordan Bashir har kunnet skalte og valte i tre årtier. Uden sammenligning i øvrigt har han været magthaver længere end Stalin, og igen: Meget få har taget notits af Egyptens sydlige nabo, der arealmæssigt er syv gange større end Tyskland og har 34 mio. indbyggere. Han har ført krig i Darfur-provinsen, gav husly til superterrorister som Osama bin Laden og Carlos (sidstnævnte blev dog afhentet af Frankrig) og sørgede for, at hans land er nr. 149 i Transparancy Internationals korruptionsindeks; kun i Nordkorea, Yemen, Sydsudan, Syrien og Somalia står det værre til.
I hvert fald to konstateringer trænger sig på. Den ene er, at Vesten åbenbart har for meget mellem hænderne til rigtigt at lægge pres på Khartoum. Den gamle kolonimagt Storbritannien har sit eget drama med brexit med udvirkninger til resten af EU; Polen og Ungarn viser totalitære tegn; der er en lurende handelskrig med USA, der er Rusland, og så er der Trump. Der er sikkert også en vis metaltræthed over for Afrika: Hvad skal det nytte, vil mange måske sige.
Den anden er, at følgerne af Det Arabiske Forår ikke har lagt sig. Egypten, Saudi-Arabien og andre søger med næsten alle midler at fjerne eller forhindre protester. Egyptens præsident Abdel Fattah el-Sissi forbød forleden handel med gule veste i sit land uden særlig tilladelse. Sissi skal ikke nyde noget af folkelige opstande a la Frankrig, og det kan man jo godt forstå fra hans synspunkt.
Men frygten, som det er udtryk for, bunder jo i, at mange afrikanere simpelt hen vil have lov og ret og af med magtmisbrug. I Algeriet er den mangeårige leder Bouteflika netop tvunget ud af præsidentpalæet, i det mere uoverskuelige Libyen tager borgerkrigen til i styrke. Der er uro i Mali, i Zimbabwe har Robert Mugabes efterfølger ikke ligefrem vist sig tynget af demokratiske værdier. Landene er forskellige, men stabile er de ikke. Hvad der foregår i Sudan er alt andet lige positivt, om end den nye militærregerings løfte om at følge folkets vilje skal tages med flere gran salt. Men Afrika er for vigtig til bare at lade det ligge. Det bør være læren af de seneste dages tildragelser.