Også en plejemor har ret til at deltage i den offentlige debat

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Sagen om bloggeren Jaleh Tavakoli, som de sociale myndigheder nu truer med at fjerne et otteårigt plejebarn fra, er menneskeligt dybt ulykkelig, men principielt rent ud alarmerende. Tavakoli og hendes mand har haft barnet i pleje, siden det var 48 timer gammelt. Familien er ifølge det oplyste almindeligt velfungerende, så der må være tungtvejende årsager til, at Socialtilsynet, der fører tilsyn med plejefamilier, nu overvejer et så drastisk skridt som at fjerne barnet.

Det er her, det bliver ildevarslende. Det er tilsyneladende bl.a. Tavakolis deltagelse i den offentlige debat, der ligger til grund for Socialtilsynets afgørelse. Forsøger systemet her at lukke ned for en ubekvem stemme? Som sagen foreligger oplyst, er det nærliggende at antage.

Forhistorien er det uhyggelige drab på en dansk og en norsk kvinde i Marokko i december. En video, der angiveligt viser, at de to kvinder blev regulært halshugget af deres bødler, lå på nettet. Tavakoli, som i årevis har optrådt som en markant islamkritisk stemme i den offentlige debat, delte på et social medie et link til videoen. Det burde hun bestemt ikke have gjort, selv om hun fandt det vigtigt, at oplysningerne om, hvordan mordene var foregået, kom frem.

Men i sin såkaldte agterskrivelse til Tavakoli – som åbner for det videre forløb i sagen og altså ikke er en endelig afgørelse – henviser Socialtilsynet ikke kun til linket, men også generelt til hendes aktive deltagelse i den offentlige debat.

Det hedder i skrivelsen, at »du har valgt at eksponere dig selv og kommunikere politisk« i sagen om henrettelsesvideoen. Og dernæst: »Det forhold, at du fremtræder i den offentlige debat, f.eks. i førende danske medier (…) kan kompromittere din rolle som plejeforælder.« Begrundelsen kulminerer med, at tilsynet ikke finder, at Tavakoli fungerer som »digital rollemodel« for barnet.

Også plejeforældre har ytringsfrihed, tilkendegiver Socialtilsynet nådigt. Men så åbenbart alligevel ikke rigtigt. Det er denne tvetydighed, der ikke må blive stående. Den åbner indtil videre for alle hånde vidtløftigheder: Må man som plejeforælder ikke deltage i den offentlige debat sådan for alvor; som alle andre borgere? Må man kun deltage i den på en bestemt måde? Er det Tavakolis holdninger, den er gal med? Havde det været bedre, hvis hun havde ment noget andet?

Nyheden om tilsynets trussel om at fjerne barnet har heldigvis fået mange politikere på mærkerne, men de fokuserer hovedsageligt på det menneskelige aspekt: hensynet til barnets tarv. Det er sympatisk, godt og højst tiltrængt. Men det er ikke nok. Det er den principielle melding om, at det er hendes deltagelse i debatten, muligvis også som fast blogger på Jyllands-Posten, der kan gøre hende uegnet som mor, som tilfører sagen ekstra sprængkraft.

Foreløbig lugter Socialtilsynets formuleringer vitterlig langt væk af, at her er en person, som det er bekvemt at få lukket munden på. Det kan være svært at forestille sig, at noget sådant skulle foregå i et land som Danmark, og det falder faktisk svært at få en så uhyrlig formodning nedfældet på denne plads. Men det er den mistanke, som står tilbage, og som åbner for skræmmende perspektiver. Det er dem, som besindige kræfter – politikere fra alle lejre – må se at få rammet en pæl igennem så hurtigt som muligt.

Kvaliteten af den sagsbehandling, der er endt i en så vidtrækkende afgørelse – i stedet for i første omgang en løftet pegefinger – må man så vende tilbage til på et senere tidspunkt.