Gymnasiet må genskabe sin autoritet
Man bør ikke glemme, at det er skatteyderne, der betaler for den undervisning, der bliver sjoflet.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danske gymnasieelever har det med at blive væk. Eller i hvert fald komme for sent til timerne.
Så meget tør man konkludere af en opgørelse fra Undervisningsministeriet foretaget i skoleåret 2017/2018, der viser et gennemsnitligt fravær på 9,1 pct. Hvis man medregner VUC-uddannelserne, er det gennemsnitlige fravær helt oppe på 9,5 pct., for de trækker godt op i statistikken; 23 ud af 24 VUC-institutioner har et gennemsnitligt fravær på mere end 15 pct. og nogle ligger over 30 pct. Dette endda før nye og skrappere regler for fravær var trådt i kraft.
Det er meget. Undervisningsminister Merete Riisager mener også for meget, og det kan man som skatteborger ærlig talt ikke fortænke hende i. For det er jo udgangspunktet: De gymnasiale uddannelser er et tilbud, der stilles til rådighed af staten, altså skatteyderne. Og ved på én gang at tage imod tilbuddet og dermed udløse bevillingerne og straks efter sjofle det ved at blive væk gør man grin med de hårdtarbejdende mennesker, der betaler gildet. De samme skatteydere, som jo – fordi vi er Danmark – også kommer til at betale, hvis den manglende skolegang senere betyder mangel på arbejde.
Sådan er det jo.
når en jysk rektor nævner, at skolen i Jylland nok repræsenterer en større autoritet, lyder det troligt.
Sådan ser gymnasieeleverne vist ikke selv på det.
For nylig blev undervisningsministeren mødt af en voldsom demonstration, da hun besøgte Ørestad Gymnasium. Eleverne var blandt meget andet vrede over skrappere fraværsregler, som betyder, at eleverne noteres som fraværende, hvis ikke de er til stede ved timens begyndelse. En elev konfronterede ministeren på trappen og forklarede hende, at det var vanskeligt med den offentlige transport, og at ministeren jo sagtens kunne, for hun kom jo kørende i en BMW, og så var det jo let nok.
Det var i Ørestaden. De gennemsnitlige fraværstal dækker over store forskelle. Man kan konstatere, at fraværsprocenterne er langt højere i hovedstadsområdet end i Jylland. På listen over gymnasier med lavest fravær finder man ni jyske gymnasier på de 10 første pladser. Omvendt ligger 7 af 10 gymnasier med højest fravær i hovedstadsområdet.
Det er markante forskelle, men de passer med vore fordomme, og så er der frit slag for teorierne. Mange florissante forklaringsforsøg har været luftet, men når en jysk rektor nævner, at skolen i Jylland nok repræsenterer en større autoritet, lyder det troligt. Ikke mindst når man sammenholder den geografiske forskel med en anden interessant forskel: Elever pjækker nemlig ikke, når de kommer ud på en arbejdsplads. Til Jyllands-Posten sagde uddannelseschef Lotte Skaarup på Roskilde Tekniske Skole (altså ikke ret langt fra København!), at »fraværet er stort set ikkeeksisterende, når eleverne er på arbejde i deres hovedforløb.«
Unge mennesker kan altså godt finde ud af at møde til tiden, hvis det skal være. Og det er måske i det lille ord skal, hunden ligger begravet. Arbejdspladsen er en autoritet, en pligt; gymnasiet er det ikke. Det kan der være mange grunde til, og nogle af dem er uden tvivl historiske og voldsomme, men det ændrer ikke ved opgaven. Skolen, herunder gymnasiet, må genopfinde sin egen autoritet. Ikke ved at kræve De, Dem og Deres eller finde spanskrøret frem eller nogle af de andre sjove symbolske forslag, der har været bragt på bane. Snarere ved at tage sig selv alvorligt som skole. Det er lettere sagt end gjort, men der er faktisk ikke andet at gøre.