Det havde været befriende med en ambitiøs infrastrukturplan renset for sognerådspolitik
Vanen tro, når det gælder den trafikale infrastruktur i Danmark, tænkes der hverken nyt eller visionært.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I opløbet til det kommende folketingsvalg har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale om en infrastrukturplan, der indebærer, at DF opsiger forliget med rød blok om Togfonden DK.
Vanen tro, når det gælder den trafikale infrastruktur i Danmark, er der hverken tale om nytænkning eller visioner. De 113 mia. kr., der arbejdes med, skal i al væsentlighed anvendes på at afhjælpe trafikale flaskehalse, der burde have været taget hånd om for mange år siden. Infrastrukturplanen skal eksekveres i perioden frem til 2030, hvilket uvægerligt rejser spørgsmålet om, hvorvidt den er fremtidssikret.
Man kan mene, at eksempelvis udvidelsen af motorvej E45 mellem Skanderborg og Vejle fra fire til seks spor er et fremskridt, men trafikudviklingen på strækningen er af et omfang, som kan betyde, at seks spor er for lidt – da især hvis der ikke etableres overhalingsforbud døgnet rundt for alle køretøjer over 3.500 kg totalvægt samt køretøjer med påhæng. Af samme grund må det undre, at E45 ikke opgraderes hele vejen til grænsen, da den tunge trafik udgør en stedse større belastning.
Efterhånden må der siges at være gået temmelig meget Hjerl Hede i DF’s trafikpolitik.
Positivt er det til gengæld, at der nu endelig etableres en tredje forbindelse over Egholm i Limfjorden vest om Aalborg. Behovet har været påtrængende i mange år. Det samme gælder de bebudede kapacitetsudvidelser af vejnettet i hovedstadsområdet. At DF’s transportordfører Kim Christiansen har fået udvirket en omfartsvej til små 400 mio. kr. ved Mariager, hvor han bor, understreger endnu en gang, hvor korrumperende trafikpolitik kan være.
Selv om partiet nu udtræder af forliget efter det kommende valg, skal DF ikke bebrejdes sin deltagelse i Togfonden. Om nogen har regeringspartierne siden 2001 demonstreret en ubegribelig foragt for jernbanen. På netop dette punkt har DF deltaget i visioner om at udnytte den nyeste jernbaneteknologi til at ville indføre timedrift mellem landets store byer. Ganske vist fik partiet hurtigt politisk mandolinfeber i forhold til en ny jernbanestrækning i Østjylland og en jernbanebro over Vejle Fjord, og efterhånden må der siges at være gået temmelig meget Hjerl Hede i DF’s trafikpolitik.
DF og regeringen kan nu promenere med at have taget livet af en jernbanebro over Vejle Fjord og en udretning af jernbanen mellem Aarhus og Horsens, men nogen fremtidssikring er der ikke tale om. Den gamle Lillebæltsbro fylder snart 85 år, og rettidig omhu tilsiger, at der skal etableres en erstatning, og at en sådan allerede nu bør indtænkes i den nye jernbane over Vestfyn. Det forekommer da også mildt sagt mærkværdigt, at der er behov for en ny banestrækning fra Odense til Lillebælt, men ikke mellem Aarhus og Horsens, som er den mest snoede del af hovedjernbanenettet.
Betalingen til DF har været at holde fast i jernbanen mellem Jelling og Billund Lufthavn, der vil koste tæt på 1 mia. kr. at etablere. Strækningen går igennem partiformand Kristian Thulesen-Dahls hjemegn og valgkreds og kendes derfor på Christiansborg som ”Tullebanen”.
Det havde været befriende med en ambitiøs infrastrukturplan renset for sognerådspolitik.
Når det er sagt, er det glædelige ved aftalen, at DF er vendt hjem til blå blok. Forhåbentlig er det et udtryk for, at partiledelsen har erkendt de destruktive konsekvenser af at have skabt tvivl om DF’s politiske ståsted.
I efterhånden mange meningsmålinger har vælgerne fældet en hård, men retfærdig dom over denne slingrekurs.