Orban kan tumle med sine sammensværgelsesteorier, men blandt anstændige borgerlige i Europa har de intet at skaffe

Det er synd at sige, at Det Europæiske Folkeparti (EPP) i almindelighed udløser store overskrifter. EPP er en sammenslutning af borgerlige partier, som søger at holde fælles fodslag i især Europa-Parlamentet. Det kan snart være forbi med diskretionen, for EPP ventes inden længe at tage stilling til, om et medlem, det ungarske Fidesz, skal suspenderes eller udelukkes.

Det vil ikke være et øjeblik for tidligt. Fidesz indehaves af regeringschefen Viktor Orban – der er ikke mange andre profiler – og måden, det agerer på, er næppe tidligere set i Europa siden Murens fald. Det seneste projekt har været en plakatkampagne, der hævder, at der er en sammensværgelse mellem den ungarskfødte amerikanske rigmand George Soros og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. Formålet skulle være at slippe migrantstrømme ind i Europa.

Det står Orban og Fidesz frit for at mene, hvad de vil. Orban lægger ikke skjul på, at han ønsker et illiberalt samfund. Hans forbilleder, siger tilhængere, er folk som Recep Tayyip Erdogan og Vladimir Putin. Det kan man med god grund ryste på hovedet ad, men i et demokrati må der også være plads til aparte meninger. Hvad der derimod er fuldstændig uacceptabelt, er den hetz, som Orban og hans parti fører mod f.eks. Soros og Juncker og ifølge planen snart mod EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans.

Plakaterne bruger en propaganda, der var udbredt under kommunismen og tidligere. Påstandene, de kommer med, er nonsens. De spiller også med den latente antisemitisme – Soros er jøde, holocaustoverlevende og passer som velhaver perfekt ind i skabelonen, selv om hans religiøse baggrund ikke udpensles. Det er heller ikke nødvendigt, for den kender alle på de kanter. Orbans talsmand, Laszlo Kovacs, har travlt med yderligere at portrættere ham som en, der trækker i tråde over hele verden – en anden antisemitisk favorit. Soros styrer f.eks. også Amnesty International og Transparency International, hævdes det. Den ene organisation har påpeget, at korruptionen i Ungarn er eksploderet under Orban, den anden, at ytringsfrihed og kritisk forskning er under pres eller ikke længere tolereres. Hverken Orban eller hans talsmand har så vidt vides nogensinde indrømmet en fejl, så det er nærliggende at lægge skylden på rigmanden.

Orban selv er næppe antisemit, nationalist af overbevisning eller illiberal. Som ung havde han forbindelse til Soros og ikke noget imod at modtage et legat fra ham, så han kunne tage på et studieophold i Storbritannien. Da han var med til at grundlægge Fidesz i 1988 var det et muntert foretagende, europæisk og fokuseret på demokrati og menneskerettigheder. Men i takt med at han fik smag for magten, søgte han måder at bevare den på, og således opdagede han det nationale og det illiberale kombineret med en form for elegant antisemitisme, om dette ikke er en selvmodsigelse. Hvis han skulle føre valgkamp i New York, ville han rose jøder, som en politisk modstander har sagt.

Alt det har EPP betragtet med udpræget langmodighed. Fra Det Konservative Folkeparti, medlem af sammenslutningen, har man kun fornemmet en enkelt kritisk stemme for nylig, nemlig fra Bendt Bendtsen, der er afgående medlem af Europa-Parlamentet. Hvad med partiledelsen, hvor står den? Orban kan tumle med sine sammensværgelsesteorier, men inden for en anstændig borgerlig sammenslutning i Europa har de intet at skaffe. Længere er den ikke.