Demokrati kan ikke gradbøjes. Det ville være glimrende, om Beijing kunne indse det, senest 2049, gerne før

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Forholdet mellem Danmark og Kina har længe været noget særligt – i hvert fald set fra kongeriget. Danmark var et af de første vestlige lande, der anerkendte folkerepublikken i 1950. Da statsminister Poul Hartling i 1974 mødte Mao Tse-tung i Beijing, berettede han bagefter om »et højt, intellektuelt niveau«. En anden statsminister, Poul Schlüter, erklærede mere jordnært sammesteds 1986, at det hele var »meget kinesisk«.

Kina er også noget særligt på grund af sin størrelse – det folkerigeste land i verden, og en nation, der efter grusomme kommunistiske eksperimenter under nævnte Mao har rejst sig som en økonomisk og sikkerhedspolitisk stormagt. Ingen kinesere behøver så vidt vides gå sultne i seng i modsætning til for ikke længe siden, og befolkningens arbejdsomhed og fremdrift kunne være en inspiration for mangt et land.

Men Kina har ambitioner, der rækker langt ud over, hvad man har opnået indtil nu. Økonomisk er man allerede en supermagt. Det vil man åbenbart også være militært og udenrigspolitisk, og hundredåret for folkerepublikkens grundlæggelse 2049 er formodentlig et pejlemærke. Det er der grundlæggende ikke noget forkert i. Naturligvis skal Kina være en international spiller, på samme måde som det befolkningsmæssigt næststørste land i verden, Indien, burde være det, uden at Delhi rigtigt har forstået at tage handsken op.

Der er imidlertid et problem. Kina er i modsætning til Indien et diktatur med en perfektion, der ville have overrasket George Orwell, som ellers var ganske forudseende på området i sin roman ”1984”. Folk smides i fængsel, hvis de fredeligt går ind for menneskerettigheder, som nobelpristageren Liu Xiaobo, der skændigt blev holdt indespærret indtil kort før sin død. Internettet overvåges og ”farlige” ord som frihed, Tibet, Falun Gong, korruption, partipampere osv. udløser alarm eller blokeres. Så stor i slaget man er ude i verden, så småtskåren er man derhjemme. Det kan godt være, man er lidt utryg ved Donald Trump – hvem er ikke det – men det er sine landsmænd, man er mest angst for. Tænk, hvis de pludselig skulle begynde at tænke selv og sige det højt!

Den er også gal, hvis udlandet ikke makker ret i alt. New Zealand mærker for tiden den kinesiske krabask, fordi landet har varslet, at man vil udelukke Huawei-koncernen fra det såkaldte 5G-mobilnetværk. New Zealand frygter, at det kinesiske styre, som har hånd- og halsret over et selskab som Huawei, kan tappe følsomme oplysninger. Samme overvejelser gør man sig i bl.a. Danmark, stærkt opfordret af USA.

I New Zealand har det medført, at Kina har nedfrosset forbindelserne med landet, som har færre indbyggere end Danmark. Officielle besøg er aflyst, samarbejdsprojekter lagt på is. Canada lider i en beslægtet sag. Danmark kan inden længe ende i samme situation. For naturligvis skal vi sige nej til Huawei. Indicierne for, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være, er foruroligende.

Kineserne vil også her blive gale i skralden, men Danmark har prøvet det før. Statsminister Lars Løkke Rasmussen udløste en diplomatisk krise, da han i 2009 gik en tur hånd i hånd med Dalai Lama foran Marienborg. Tibet-sagen, som stadig kører, er udløst af en usmagelig leflen over for Beijing – hvilket ikke skal forveksles med respekt og almindelig høflighed. Vi vil gerne være i dialog og handle med Kina. Men vi er et demokrati. Demokrati kan ikke gradbøjes. Det ville være glimrende, om Beijing kunne indse det, senest ved hundredårsjubilæet, gerne før.