Klimakampen kan skabe nye sociale spændinger, som vi troede for længst var udryddet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Klimakamp er klassekamp. Dét bliver stadigt tydeligere, jo mere målsætningerne om at bekæmpe den globale opvarmning udmøntes i konkrete politiske initiativer.

Så relativt ny udfordringen fra klimaforandringerne er, så traditionelle er redskaberne til at bekæmpe dem: flere skatter og afgifter. De vil altid vende den tunge ende nedad socialt. Øvelsen består derfor i at kompensere dem, der bliver hårdest ramt af nye grønne skatter. Her begynder så et helt traditionelt opgør om omfordeling, skattelettelser (i bunden), skatteforhøjelser (i toppen) og afgiftslettelser, der sagtens kan gå på tværs af f.eks. sundhedspolitiske ambitioner.

Alternativets gruppeforperson, Carolina Magdalene Maier, vil også, efter at hendes eget parti en dag måtte få gennemført alle sine grønne stramninger, have råd til at flyve Jorden rundt flere gange om året, som hun allerede gør i dag. Andre må derimod aflyse den årlige Mallorca-tur og skære ned på kødforbruget. Hvordan sikres det, at den grønne omstilling ikke udløser sociale spændinger, som alle troede, at det danske velfærdssamfund for længst havde lagt bag sig?

De gule vestes sociale indignation i Frankrig er ægte og dybfølt. Det var noget så prosaisk som højere benzinpriser, der udløste de første protester. De blev indført i bedste, grønne hensigt af præsident Macron. Men ude på landet, fjernt fra storbyens cykelstier og tætte bustrafik, er folk faktisk afhængige af bilen. Sådan er det også i Danmark.

Den grønne omstilling kan grave grøfterne mellem befolkningsgrupperne endnu dybere; ikke kun økonomisk og socialt, også i forhold til den almindelige kulturelle sammenhængskraft i samfundet, der i forvejen er under pres. Der er et liv i de store byer, og der er et liv uden for. Den store opgave består i at forhindre, at vi råber ”storbytosser” og ”landsbytosser” efter hinanden i dette lille land. Det er ikke nødvendigvis det samme som, at synet på selve behovet for en grøn omstilling er så forskelligt. Men der kan være meget store forskelle på, hvor let det er at efterleve analysen i praksis i sin egen hverdag.

Og det bliver givetvis også nemmere at hyppe klichéen om, at den grønne omstilling fortrinsvis trives i storbyens elite, der vil være under kritik for at sparke nedad og i øvrigt løfte for mange bedrevidende pegefingre. Den politiske opgave består kort sagt i at forhindre bedst muligt en ny opdeling i over- og underklasse.

Enhedslisten har lige fremlagt et klimaudspil, der udstiller dilemmaerne. Ambitionen kan være nok så fin: Vi må alle gøre vores. Men det handler om udmøntningen. Partiet vil føre de ekstra grønne skatte- og afgiftskroner på fly, mad, biler og benzin tilbage til de familier med lav- og mellemindkomster, der netop ikke kan betale sig fra, hvad den grønne omstilling koster den enkelte. Man vil også straffe folk, der flyver tit og langt, men friholde almindelige danskeres årlige ferietur.

Hvordan skal det håndteres i et land, der ikke engang kan finde ud af at indtægtsregulere børnechecken? Skal millionæren betale mere for flybilletten end sosu-assistenten? Et parti som Enhedslisten kan tillade sig den slags urealistiske udspil. Det lugter af, at et nyt rødt spidsborgerskab nådigt uddeler begunstigelser til det almene folk. Socialdemokratiet holder sig klogeligt tilbage med at være for konkret.

Men en dag bliver det jo konkret. Klimakampen koster også den enkelte – og nogle mere end andre. Så vil det vise sig, om det også gælder i virkeligheden, når mange for tiden udnævner klimaet til at være det vigtigste emne i valgkampen.