Salvini og Di Maio opfører sig nærmest som gadedrenge
Indblanding i et andet lands indre anliggender – med mindre det drejer sig om menneskerettigheder – er uhørt. Det gælder også Italiens tampen løs på Frankrig
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er jo ikke, fordi Europa har måttet undvære kriser på det seneste, men der har åbenbart manglet noget, mener den italienske regering, så nu har den udløst en rask lille strid med nabolandet Frankrig. Den nyeste udvikling er, at Paris har trukket sin ambassadør i Rom hjem til rådslagninger, som det hedder.
Det er en ganske ekstraordinær situation, vel uden fortilfælde siden Anden Verdenskrig. Ungarn hjemkaldte for halvandet år siden midlertidigt sin ambassadør i Haag; baggrunden var, at den hollandske ambassadør i Budapest havde givet et lidt for åbenhjertigt interview om sit syn på Orban-styret. Tilbage i 1976 afbrød Island de diplomatiske forbindelser med Storbritannien i nogle måneder på grund af en såkaldt torskekrig om fangstrettigheder i Nordatlanten. Men ellers er det uhørt, at to allierede – i dette tilfælde medlemmer af såvel EU som Nato – i den grad ryger i totterne på hinanden.
Ansvaret for balladen er entydigt Italiens. De to viceregeringchefer, Matteo Salvini fra det højreorienterede Lega og Luigi Di Maio fra den populistiske Femstjernebevægelse, har de seneste måneder ikke ladet mange muligheder ligge ubrugte hen, når det gjaldt at irritere Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Salvini har kaldt præsidenten »forfærdelig« og udtrykt håb om, at franskmændende »hurtigt« vil være i stand til at skille sig af med ham. Di Maio har i Frankrig mødt de kandidater, som protestbevægelsen de gule veste stiller op til EU-parlamentsvalget i maj. Han sagde, at »et nyt Europa« var født som følge af vestene. Han har også beskyldt Frankrig for at udløse migrantkrisen ved fortsat at opføre sig som kolonimagt i Afrika.
Italierne hylder almindeligvis La bella figura, altså den smukke figur, men Salvini og Di Maio opfører sig nærmest som gadedrenge.
Mange af påstandene er forvrøvlede, andre – som at de delvis voldelige og noget ufokuserede veste varsler et nyt Europa – må man håbe ikke stemmer. Det afgørende er imidlertid stilen, om man kan tale om en sådan. Italienerne hylder almindeligvis la bella figura, altså den smukke figur, men Salvini og Di Maio opfører sig nærmest som gadedrenge. De gør det åbenbart af taktiske hensyn – de skal holde gryden i kog op til EU-valget, og især Femstjernebevægelsen er tilhænger af det direkte frem for det repræsentative demokrati, altså folkeafstemninger i stedet for traditionel parlamentarisme. Folkeafstemninger har været brugt af såvel Napoleon i Frankrig som Mussolini i Italien, der anvendte dem snedigt til at få deres vilje, hvilket især med sidstnævnte førte til en katastrofe. Orban har forsøgt sig med noget lignende.
Måske har Italien uoverensstemmelser med Frankrig, hvor Roms holdning kan være lige så fornuftig som Paris’. Frankrigs afvisning af migranter ved den italienske grænse kan være et eksempel. Dets årelange status som tilflugtsland for militante, eftersøgte italienere et andet. Denne avis er heller ikke begejstret for Macron, som han efterhånden er kommet til at fremstå. Men hvis Salvini og Di Maio åbenbart synes bedre om typer som Marine Le Pen, er det alarmerende. Og at de opfordrer til at afsætte et demokratisk valgt, udenlandsk statsoverhoved er uacceptabelt.
Indre anliggender hos nabolande skal man behandle varsomt, dersom det ikke gælder grove brud af menneskerettigheder eller retsstatslige principper. Striden i Catalonien, og tidligere i Nordirland, har udlandet overladt til de pågældende stater selv at løse. Det må også gælde Frankrig. Hvad ville Italien i øvrigt have sagt, hvis det var Paris, som havde krævet en ny ledelse i Rom?