Man behøver ikke at være synsk for at forudsige, at Maduros dage er talte

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Abraham Lincoln, USA’s 16. præsident, skal have sagt, at man kan narre hele folket noget af tiden og noget af folket hele tiden. Men, påpegede han, man kan ikke narre hele folket hele tiden. Rigtigheden af dette udsagn bekræftes i disse dage i Venezuela. Der udspiller sig et drama om landets fremtid for åbent tæppe. De to hovedaktører er præsident Nicolás Maduro og hans selvudnævnte efterfølger, Juan Guaidó. Der medvirker desuden store dele af befolkningen, de fleste åbenbart på Guaidós side. De ønsker ikke længere at blive narret af en socialistisk despot.

Man behøver ikke at være synsk for at forudsige, at Maduros dage er talte. Folk i ledelseslaget er begyndt at forlade ham. En general i flyvevåbnet, en ambassadør i Bagdad – ikke det tunge kavaleri måske, men man skal jo begynde et sted, og de første viser et mod, som kan være inspirerende for alle dem, der formodentlig snart følger. Om alt går vel. Mod udmærker også Guaidó, som indtil for nogle uger siden ikke var kendt af mange, men nu er ansigtet for det nye Venezuela. Parlamentets formand fremstår som en slags latinamerikansk Barack Obama. Han udfolder samme karisma og ser ud til at gå efter en lignende blanding af håb, taktik og beslutsomhed, der bragte Obama ind i Det Hvide Hus. Han gør det med livet som indsats, senest i weekenden.

Vil Guaidó kunne fortsætte med at være en så lysende figur, om han når Miraflores-paladset i Caracas, den venezuelanske præsidents residens? Vi ved det ærlig talt ikke, men hvad vi ved er, at Maduro har været en i særklasse katastrofal leder. Det er ham, der har ført nationen, som har klodens største kendte oliereserver, i afgrunden. Penge er smidt ud ad vinduet, alternative eksportvarer til energien er ikke udviklet. Eksperter er gennet ud af bl.a. olieindustrien, og inkompetente familiemedlemmer og klakører indsat i stedet. Det sidste valg var en farce. Venezuela befinder sig nu på et ulandsstade, selv om det kunne være et af de rigeste lande i verden. Maduros forgænger, Hugo Chávez, har gjort forarbejdet. Tidligere præsidenter var heller ikke for gode; men Maduro har så at sige skubbet samfundet de sidste meter ud over afgrunden. Næsten hele befolkningen er fattig og mangler ofte de mest nødvendige fødevarer og medicin. Venezuelanernes kropsvægt er faldet dramatisk de senere år, i 2017 med gennemsnitligt 11 kg, om end det i sandhedens tjeneste må anføres, at Maduro ikke har lidt nød snarere tværtimod at dømme efter fotografier af ham taget i løbet af perioden.

I denne situation har USA optrådt med klogskab og en vis tilbageholdenhed, egenskaber, som ikke kan siges at have hørt til Trump-administrationens hidtidige spidskompetencer. Der har været og er kontakt til Guaidó. Ellers så forsigtige udenrigspolitiske aktører som Tyskland, Danmark og Canada er kommet om bord. Blandt modstanderne af at vise Maduro vintervejen er Rusland, Tyrkiet, Cuba og såmænd Enhedslisten. Sidstnævnte bedyrer ganske vist, at man »længe« har kritiseret Maduro, men at det »ikke er et godt eksempel på demokrati, at en oppositionsleder udråber sig selv til præsident og opfordrer hæren til at følge op«. En lignende bekymring fra venstrefløjen har ikke været at spore, når det gjaldt revolutioner af rødt tilsnit. Enhedslisten skulle måske passe på, at de senere års bestræbelser for at virke som et ansvarligt parti ikke forsvinder i samdrægtigheden med totalitære stater, skønt det næppe er det, der trænger sig mest på i Caracas i øjeblikket.