Det ligner en plan, der skulle promovere Scharf, mere end den skulle informere offentligheden om noget vældig vigtigt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Jakob Scharf, en tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), er idømt fire måneders ubetinget fængsel samt 397.000 kr i bøde for utallige brud på sin tavshedspligt. Det manglede bare.

Scharf har groft tilsidesat de krav om fortrolighed og hemmeligholdelse, der påhviler enhver leder af en efterretningstjeneste. Det er ikke sket ved et uheld, hvor han er kommet til at tale over sig, eller et papir, der er endt i forkerte hænder, fordi det gled ned fra et flysæde. Der er åbenbart tale om en forsætlig handling. Scharf har videregivet oplysninger til en journalist, der benyttede dem i bogen ”Syv år for PET”. Der var et billede af Scharf på forsiden, og hans navn stod med røde bogstaver. Han har ikke klaget over den fremstilling, måske ligefrem været tilfreds med det hele. Han kan heller ikke have glemt tavshedsreglerne. Det ligner altså en plan, der skulle promovere Scharf, mere end den skulle informere offentligheden om noget vældig vigtigt, og han må som jurist have været klar over, at han begik en ulovlighed.

Anklagemyndigheden havde udpeget 28 passager i bogen som problematiske. Eksempelvis hvordan PET anbragte spionudstyr hos en danskmarokkaner, der var under efterforskning. Der omtales et møde med et andet lands sikkerhedschef, der viste Scharf terrarier med kvælerslanger og forærede ham et Rolex-ur. Det fortælles, hvordan man i Herlev skaffede sig adgang til en nabolejlighed for at overmande terrorister.

Scharf har hævdet, at det ikke var hemmeligheder. Men det er for det første ikke noget, PET har holdt pressemøder om eller nævnt i offentligt tilgængelige beretninger. Og for det andet kan det sende et katastrofalt signal til tjenester, hvis samarbejde man kan være afhængig af. F. eks. kunne den udenlandske sikkerhedschef spørge sig selv, hvorvidt PET er i stand til at holde følsomme oplysninger under låg, hvis man ikke engang kan behandle terrarier og et Rolex-ur med diskretion. Den nuværende PET-chef har oplyst, at det har kostet ham et »betydeligt antal arbejdstimer« at forsikre udenlandske partnere, at det er man. I det mindste nu.

Det siger sig selv, at efterretningsarbejde i et demokrati skal være under demokratisk kontrol, f.eks. gennem et parlamentarisk udvalg, lige som ministre, typisk statsministeren, justitsministeren eller udenrigsministeren, skal have adgang til de informationer eller vurderinger, som er resultatet af dette arbejde. Men det må ske under fortrolighed. Det er også klart, at ulovligheder, der måtte begås af en tjeneste, skal frem i lyset eller i det mindste føre til konsekvenser; det er imidlertid ikke, hvad der er tale om her.

Man kan spørge, om der ikke er et vist modsætningsforhold mellem en avis, der lever af at offentliggøre nyheder, som nogle gerne ville holde skjult, og den tavshed, som i vid udstrækning udøves af en efterretningstjeneste. Det er ofte en knivsæg. Men netop når det ikke drejer sig om ulovligheder, er der et hensyn til rigets sikkerhed. Loven skal i udgangspunktet overholdes, f.eks. når der som her foreligger et fogedforbud mod at bringe oplysninger til torvs.

Det plejer ikke at være det store problem, heller ikke for tidligere efterretningsfolk. Spændingsforfatteren John Le Carré, som har en fortid hos MI5 og MI6, er en kritiker af det britiske establishment. Men han sendte de første 20 år af sin forfattervirksomhed manuskripter til gennemsyn hos en af tjenesterne inden offentliggørelsen – netop for at sikre, at intet fortroligt slap ud. Scharf gjorde det modsatte. Det er problemet.