Derfor har den måske mest inkompetente leder i verden kunnet holde sig ved magten

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tre ting er vigtige, hvis man vil overleve som totalitær leder. For det første skal man fremstille sig selv som ufejlbarlig. For det andet bør modstandere fremstilles som forbrydere eller idioter. For det tredje bør alle kriser tilskrives fæle udlændinge, allerhelst USA.

Ud fra disse regler har Nicolás Maduro gjort alting rigtigt. Venezuelas præsident har aldrig indrømmet at have gjort noget forkert. Han hader sine modstandere, og han mener, at De Forenede Stater er skyld i det hele.

Med »det hele« menes hans lands sørgelige deroute. Venezuela var i 1970’erne en af de mest velhavende nationer i Latinamerika. Konservative og socialdemokrater skiftedes til at styre landet, der var forholdsvis høj stabilitet, også den økonomiske underklasse fik det bedre. Det manglede bare, kunne man sige, for Venezuela havde – og har – de største, kendte oliereserver i verden. Man sad på en stor pengetank, som åbenbart var uudtømmelig.

Uheldigvis har Venezuela, som andre lande i Sydamerika, ikke brugt sin formue langsigtet eller bæredygtigt. Man investerede ikke nævneværdigt i forskning, alternative industrier, iværksættere eller eksport af andet end energi. Da olieprisen kollapsede i begyndelsen af 1980’erne, var man ikke forberedt og havde intet at falde tilbage på. Landet var nær bankerot og måtte reddes af Den Internationale Valutafond, som stillede skrappe krav, der ikke mindst ramte de fattigste i form af stigende priser for bl.a. offentlig transport. Sociale uroligheder fulgte, og hovedstaden Caracas, længe en af de farligste hovedstæder på kloden, udbyggede sin position.

Den venstreorienterede Hugo Chavéz kom til magten i 1999 og fortsatte med at udhule økonomien. Under et opsving i oliepriserne gav han milde gaver til socialt udsatte, igen uden at investere med fremtiden for øje. Han havde et godt øje til Cuba, der også, omend over en længere periode, har formået at ruinere et frugtbart landbrugsland. Da olieprisen faldt igen, var man tilbage, hvor man begyndte. Et af Sydamerikas potentielt mest velstående lande var et fallitbo. Imens var Chavéz død, Maduro fulgte efter, men uden forgængerens karisma. Det var i 2013.

Det giver mening at kigge på Venezuelas nyere historie for at forstå den katastrofe, landet befinder sig i nu. Man er blevet et fattigt udviklingsland med højhuse. Fødevareforsyningen er brudt sammen. Regeringen uddeler madpakker, men kun til sine støtter. Sundhedssystemet er holdt op med at fungere. Millioner er flygtet. Det sidste præsidentvalg var en farce, så ikke alene USA, men også bl.a. FN, EU og Organisationen af Amerikanske Stater fordømte processen. Maduro blev siddende, og da parlamentet blev hans opposition, opfandt han en alternativ institution, der støtter ham.

Oppositionen har været splittet, og Maduro har haft militæret på sin side. Derfor har den måske mest inkompetente leder i verden kunnet holde sig ved magten. De seneste dage synes at vise, at i hvert fald hans modstandere er ved at enes. Oppositionslederen Juan Guaidó har ved en massedemonstration udnævnt sig selv som midlertidig præsident. USA, Canada og selv vor ellers forsigtige udenrigsminister Anders Samuelsen har erklæret Guaidó deres støtte. Rusland, Tyrkiet, Iran og Cuba holder med Maduro. Det siger alt.

Der synes nu at være et magtvakuum, som er farligt. Maduros dage er talte, men han kan holde ud en tid endnu, hvis militæret ikke skifter side. Der er tilbage at håbe, at det sker snart.