Fortsæt til indhold
Leder

Hvorfor kan København ikke selv?

Udkantsdanmark ligger ikke kun i Jylland, men i lige så høj grad i Storkøbenhavns sjællandske opland.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Drømmesynet mangler ikke, for at København kan pleje sin volumensyge. Det er blot tre måneder siden, at Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet præsenterede planerne for ”Lynetteholmen” – en kunstig ø nord for Amager, der, når projektet står endeligt færdigt om 50 år, skal have plads til 35.000 indbyggere og lige så mange arbejdspladser.

Nu har regeringen så præsenteret planerne for etablering af ”Holmene”, som skal bestå af otte kunstige øer i Køge Bugt ud for Avedøre Holme, der danner ring omkring en niende ø, som skal huse rensningsanlægget ”Lynetten”, der efter planerne skal flyttes fra sin nuværende placering på Refshaleøen – klos op ad ”Lynetteholmen”.

Den energi, som regeringen investerer i København, er tankevækkende. I resten af landet er det kommuner og lokale interessenter, der selv må stå for erhvervs- og egnsudvikling, men åbenbart er København – landets største kommune – ude af stand til at løfte disse opgaver på egen hånd.

I Dansk Industris opgørelser af det lokale erhvervsklima rangerer Københavns Kommune altid blandt de ringeste – i 2018 som nr. 90 ud af 93. Kan hænde, at det er forklaringen på det evige behov for altid at skulle involvere resten af landet i det, der burde være basale kommunale opgaver.

Fælles for ”Lynetteholmen” og ”Holmene” er, at der ikke er tale om gennemregnede projekter, men luftkasteller, som ingen reelt aner, hvad vil komme til at koste, eller hvor pengene skal komme fra. Det eneste, der synes givet, er, at regningerne vil komme til at involvere hele landet.

Det ville klæde eliten i København at tænke anderledes jordnært, men meget tyder på, at den egenskab er gået tabt.

”Holmene” skal udelukkende være et erhvervsområde.

»Det er ikke tanken, at der skal være boliger. Tanken er, at man bor i hovedstadsområdet – der er faktisk kun 6 km ind til København på en cykel,« siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg.

»Holmene har simpelthen potentiale til at udvikle sig til et internationalt “Silicon Valley” inden for grønne innovative løsninger. Kombinationen af stærke digitale løsninger, grønne energiteknologier og skarpe hoveder bliver guld værd for Danmarks fremtid,« lyder reaktionen fra Brian Mikkelsen, adm. dir. for Dansk Erhverv.

Nu kan det ikke afvises, at Brian Mikkelsen i sine år som erhvervsminister kan have overset, at Danmark allerede indtager en global førerposition inden for ”grønne innovative løsninger”. Virksomhederne ligger ganske vist ikke på kunstige øer omkring et rensningsanlæg i Køge Bugt, men de er allerede ”guld værd for Danmark”. Forvirringen bliver ikke mindre af, at Dansk Industri og Dansk Metal er rørende enige om, at det er industriarbejdspladser, der skal etableres på de kunstige øer. Hvordan industriarbejderne så skal kunne få råd til at bo inde i København, melder historien intet om.

Tæt på København er der kommuner, der meget gerne vil huse de industriarbejdspladser, som ”Holmene” er tiltænkt, og da titusinder af mennesker dagligt pendler ind til København, er det også muligt at pendle den modsatte vej. Udkantsdanmark ligger ikke kun i Jylland, men i lige så høj grad i Storkøbenhavns sjællandske opland.

Når ministre, borgmestre og organisationsformænd ikke står på nakken af hinanden for at få virksomheder til at etablere sig netop der, hvor der ikke er behov for kunstige øer, kan forklaringen kun være, at der ikke er tale om prestigeprojekter, men almindelig, jævnt kedelig egnsudvikling.

Det ville klæde eliten i København at tænke anderledes jordnært, men meget tyder på, at den egenskab er gået tabt.