Til den sande éner skal lyde et stort og varmt tillykke

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Befrielsens tårer fik frit løb, da Caroline Wozniackis karriere med sejren i Australian Open 2018 nåede sit foreløbige højdepunkt. En karriere, der har været kendetegnet af så mange lige-ved-og-næsten-oplevelser i de største turneringer, hvilket gjorde forløsningen så meget desto større, da den kom.

Denne januardag blev hun ”The Wonder Down Under”, og derfor kan det ikke overraske nogen, at hun i aftes blev kåret som Årets Sportsnavn – Danmarks fornemmeste sportspris, der hvert år siden 1991 er blevet uddelt af Morgenavisen Jyllands-Posten og Danmarks Idrætsforbund.

At det er anden gang, at Caroline Wozniacki vinder prisen, og femte gang, hun har været blandt de nominerede, eleverer hende op blandt de absolut største i dansk idræts historie.

Efter sejren i Melbourne erklærede Caroline Wozniacki: »Uden ham var jeg ikke nået til dette punkt.«

Udsagnet var adresseret til Piotr Wozniacki, hendes far, der fra første færd har været omdrejningspunktet for en karriere uden sidestykke i dansk idrætshistorie. At Caroline fra barnsben har haft talentet, er ubestrideligt, men uden den viljestyrke og disciplin, som Piotr Wozniacki står som eksponent for, ville talentet næppe være blevet udviklet og forfinet til en position i den absolutte verdenselite. Regn og blæst er ofte forekommende i Danmark, men har aldrig kunnet tjene som undskyldning for at skippe træningen, og Caroline Wozniacki er blevet trænet af en jernnæve i en stålhandske.

Den dag inden længe, da Caroline Wozniacki indstiller karrieren, vil hun formentlig efterlade et tomrum i dansk tennis og samtidig forsvinde som ledestjerne for de titusinder af idrætsudøvere, der i hende kan se, at den intense træning kan føre til sejrsskamlens øverste trin.

Hun tilhører ikke kun verdenseliten, men er også blevet et globalt varemærke med en deraf følgende indtjening, som skal forvaltes med omhu, da der kun er tale om en kortere årrække til økonomisk set at udnytte dette potentiale.

Med pengene og populariteten følger også det i Danmark uundgåelige brud på janteloven.

Senest har fhv. undervisningsminister Bertel Haarder gjort det klart, at han ikke kunne drømme om at indstille Caroline Wozniacki til Berlingskes pris som Årets Dansker, fordi hun siden 2007 har været bosat i Monaco og ikke betaler skat i Danmark. Haarder går så vidt som at beskylde Caroline for »manglende patriotisme«. Da Haarder har været med i dommerkomitéen, er der tale om ikke bare en ilde anbragt bredside, men også et klassisk tilfælde af fuldtonet hykleri.

I Danmark er der mange professionelle idrætsudøvere, der som udlændinge slipper med en meget lempelig indkomstbeskatning, da de med en gennemsnitlig månedsløn på mindst 66.600 kr. har mulighed for at blive omfattet af den såkaldte ”forskerordning”. Ordningen er en hån mod de danske lønmodtagere, der må trælle under et af verdens tungeste skatteåg. Deres eneste trøst er, at de ikke også beskyldes for »manglende patriotisme«.

Caroline Wozniacki var fanebærer for Danmark ved indmarchen til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016. Mere patriotisk og dansk bliver det ikke. Med altid smittende humør og optimisme er Caroline Wozniacki en fornem ambassadør for Danmark og dansk idræt. At hun også udfordrer janteloven er yderligere en styrke, der aftvinger respekt.

Til den sande éner skal lyde et stort og varmt tillykke med prisen som Årets Sportsnavn.