Kulturpolitikken i 2018 viste, at armslængden er blevet kortere
Det er positivt, at det statsejede medieudbud blev beskåret i 2018. Men armslængdeprincippet er udfordret.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvis man går VLAK-regeringens grundlag fra 2016 igennem med tættekam, er der sikkert flere ting, der ikke er nået i mål. Men ét sted kan der sættes flueben, og det er i afsnittet om medierne. Her står der, at »der er behov for i højere grad at målrette DR’s produktion til mere grundlæggende public service for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere, samt for at reducere antallet af kanaler«.
Her ved indgangen til 2019 kunne man slå ned på mange begivenheder i dansk kulturliv i det forgangne år – gode som dårlige. Men den smalle medieaftale, som blev indgået i slutningen af juni mellem regeringen og dens støtteparti, DF, må siges at være den væsentligste kulturbegivenhed i 2018. Af mange grunde, og igen gode såvel som dårlige.
Omlægningen og beskæringen af DR er nødvendig for udviklingen af et sundere og mere balanceret mediemarked og kulturudbud i Danmark, men samtidig viste forløbet omkring medieaftalen og indgåelsen af en ny public service-aftale med DR også, at vi har visse politikere – især i Dansk Folkeparti – der har sværere og sværere ved at respektere det armslængdeprincip, som er helt grundlæggende i et demokrati, hvis man vil have statsfinansieret kunst og kultur. Ja, ofte har man indtryk af, at de dårligt nok gider lægge skjul på, at de ikke respekterer princippet, og alt i alt har forløbet tydeliggjort, hvor problematisk det kan være at have statsejede medier og et statssubsidieret kulturliv.
Så længe der er enighed om, at en dansksproget kulturproduktion er afhængig af statstilskud, skal der også være enighed om, at politikerne udstikker rammerne, mens producenterne bestemmer indholdet.
I medieaftalen krævede DF, at halvdelen af det nuværende Radio24syv skal sendes til Jylland, når det ledige FM-bånd kommer i udbud senere i år. To nye public service-kanaler skal også ligge i Jylland, og det samme skal det nye public service-nævn. I den nye public service-aftale er der klare krav til DR om, hvor langt der må skrives på nettet, og hvor meget dansk musik der skal spilles – nemlig 48 pct. Da DR fremlagde sin spareplan, der på mange måder er yderst fornuftig, idet den reducerer kanaludbuddet på både tv og radio, fokuserer produktionen mod kerneydelserne nyheder, oplysning, kultur og debat og udstikker en klar digital kurs, krævede DF medieaftalen genåbnet, da DR også varslede en nedprioritering af de daglige sportsnyheder.
Heldigvis faldt kravet på gold jord, men det viste en tendens, som viste sig igen, da DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, kort før jul meddelte Det Kongelige Teater, at hvis man vil fastholde strategien om også at opføre musicals, burde man huske, hvordan det er gået DR, der bl.a. er blevet beskåret, fordi kulturinstitutionen bredte sig for meget og lavede produktioner i direkte konkurrence med private udbydere.
DR har pga. sin magtarrogance, sin politiske tonedøvhed – ikke mindst hos generaldirektøren og den nu afgåede bestyrelsesformand – og sin enorme knopskydning selv været med til at skabe en politisk forståelse for, at institutionen skulle begrænses. Det er yderst positivt, at det statsejede medieudbud blev begrænset i 2018, men så længe der er enighed om, at en dansksproget kulturproduktion er afhængig af statstilskud, skal der også være enighed om, at politikerne udstikker rammerne, mens producenterne bestemmer indholdet.
Den balance er blevet mere uklar i 2018, og hvis ikke den skal blive endnu mere uklar, kræver det politikere, der forstår, at det er deres ansvar at genoprette den og fjerne mistanken om, at hævn og politisk uenighed også er et ledemotiv i det øgede behov for at kontrollere.