Man løser ikke hjemløshed som problem ved at køre de hjemløse uden for bygrænsen
Antallet af hjemløse stiger i Danmark. Det afspejler en politik, der nok er velmenende, men også fejlslagen.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
De har altid været der – vagabonden, den glade vandringsmand, der drog rundt i landet med sin barnevogn, sin hat, sin hund og sin øl og samlede lidt småører op ved forefaldende arbejde. I litteratur og film blev de nærmest skildret som vise småfilosoffer, der som en kontrast til det borgerlige samfund kunne lære resten af samfundet et og andet.
Det var romantik, og der må siges at være et stykke vej fra Storm P.’s hyggelige vagabond, der mente, at en Tuborg smagte bedst hver gang, til nutidens hjemløse, der for langt de flestes vedkommende må formodes ikke at leve uden hjem af egen fri vilje, men fordi omstændigheder, der sikkert ofte udspringer af vilkår helt tilbage i barndommen, sociale vilkår, psykiske sygdomme og misbrug, har bragt dem dertil. Det er der intet romantisk over.
Det er derfor heller ikke tilfældigt, at en af de organisationer, der arbejder målrettet med og for hjemløse hedder Projekt Udenfor. For det er det, de er – udenfor og udstødte. Udenfor er de nu også i mere end én forstand, i hvert fald i København, for som det er fremgået medierne, har 108 hjemløse som konsekvens af et såkaldt zoneforbud fået forbud i tre måneder mod at opholde sig i Københavns Kommune. Heraf er de fem danske hjemløse.
Forbuddet, der blev vedtaget i maj af kommunen for at forhindre de store lejre af hjemløse fra hovedsageligt Rumænien og Bulgarien, som man havde set i København, har den uheldige sideeffekt, at det også rammer danske hjemløse. Det kan man synes er en unødig brutalitet at udsætte sine egne statsborgere for, hvis eneste ”forbrydelse” er, at de er hjemløse, selv om der også er stor forståelse for, at der skulle gøres noget ved invasionen af tiggende rumænere og bulgarere, som slog sig ned i store lejre og forrettede deres nødtørft hvor som helst i indre by. Under alle omstændigheder står bortvisningen af de hjemløse som et symbol over en på mange måder fejlslagen dansk politik på området, for intet løses ved at flytte de hjemløse et andet sted hen. Men det er i høj grad det, man gør ved de hjemløse, som et langt stykke af vejen er endt som kastebolde mellem kontorer, centre og institutioner, der hver for sig måske nok gør en velmenende indsats, men ikke gør en forskel. Tværtimod.
En rapport, ”Hjemløsebarometeret”, der blev offentliggjort for et par uger siden af tænketanken Kraka, viser med al ønskelig tydelighed, at hjemløsheden går den forkerte vej i Danmark. Rapporten, der sammenligner de nordiske landes indsats på området, viser, at hvor tallene falder i både Norge og Finland, så er der siden 2009 blevet godt 1.600 flere hjemløse i Danmark. Det er en stigning på 33 pct. I aldersgruppen 18-29 år er antallet steget med knap 1.220 personer, hvilket er en alarmerende fordobling siden 2009.
Flere hjemløse har ud over misbrugsproblemer også psykiske problemer, og derfor afspejler tallene også et stadig hårdere presset behandlingssystem, der i afmagt udskriver folk til hjemløshed. Men det afspejler også en fejlslagen politik, der trods en strategi til 500 mio. kr. ikke har kunnet nedbringe tallet, bl.a. fordi det er vanskeligt at finde det, der må være udgangspunktet for al anden behandling af den enkelte hjemløse, nemlig en stabil og permanent bolig. Det danske boligmarked er presset, men det kan alligevel forekomme besynderligt og paradoksalt, at man selv med en strategi til 500 mio. kr. kun kan se til, mens tallet bare vokser.
Det paradoks bliver ikke løst ved at køre de hjemløse uden for bygrænsen. Det er tværtimod en uværdig afmagt.