G20 skal fokusere på det globale samarbejde og investeringskrisen

Glem selve topmødet. Al interesse samler sig om middagen lørdag mellem præsidenterne Xi Jinping og Donald Trump.

Sådan tegner virkeligheden sig, få timer før stats- og regeringscheferne fra G20-landene samles i Buenos Aires til det, der har udviklet sig til deres årlige topmøde.

Handelskrigen mellem to af verdens største økonomier er det tema, der overskygger alle andre emner, og selv om den også vil blive drøftet under topmødet, er det reelt op til de to præsidenter at afgøre, om der skal indledes formelle forhandlinger om en løsning, eller om der skal ske en eskalering i begyndelsen af det nye år.

G20 er en løs konstruktion med et årligt roterende formandskab, men uden et fast sekretariat. Gruppen tæller imidlertid to tredjedele af verdens befolkning, tre fjerdedele af verdenshandelen og 85 pct. af verdensøkonomien, hvilket giver den legitimitet.

Det var USA’s daværende præsident George W. Bush, der i ugerne efter udbruddet af Finanskrisen i september 2008 ønskede at demonstrere handlekraft og derfor inviterede G20-landenes stats- og regeringschefer til topmøde i Washington D.C. den 14. og 15. november.

Det primære formål var at forhindre verdens lande i at indføre protektionistiske foranstaltninger for at modvirke effekten af den verdensøkonomiske recession, som man kunne se konturerne af, og som ramte i 2009. Frygten var en gentagelse af Depressionen i 1930’erne. Det sekundære formål var at få koordineret arbejdet med at skærpe regler og krav til finansindustrien for at forhindre nye finanskriser i at materialisere sig.

G20 pålagde også sig selv at skabe fundamentet for fornyet vækst i verdensøkonomien og verdenshandelen for herigennem at nedbringe arbejdsløsheden og reducere især den ekstreme fattigdom.

I tiåret for det første G20-topmøde kan man konstatere, at en del af indsatsen er lykkedes. Recessionen udartede ikke til en depression. I mange lande er arbejdsløsheden nedbragt. Færre må leve i ekstrem fattigdom, og den globale middelklasse er på vej mod at omfatte 4 mia. mennesker. Omvendt er højkonjunkturen ved at kulminere, og derfor vil G20 i de nærmest følgende år skulle demonstrere evnen til at fastholde den økonomiske vækst.

Med handelskrigen repræsenterer præsidenterne Trump og Xi Jinping den største risiko for den verdensøkonomiske vækst, og den markante ændring i amerikansk handelspolitik er i det hele taget en bekymrende udvikling, der også kan ende i en konfrontation med EU.

G20-topmødet savner ikke emner at drøfte, men let bliver det ikke, da hovedparten af deltagerne omkring bordet enten direkte eller indirekte er involverede i de konflikter, der dominerer den geopolitiske dagsorden.

Man skal aldrig underkende værdien af, at stats- og regeringschefer mødes for at drøfte emner, der sætter den globale dagsorden, og for at lære hinanden at kende. Efter 10 år er der dog grund til at mene, at G20-landene har brug for nye fælles projekter, som de kan samles om, da de ellers vil fokusere på alt det, der skiller dem.

Uden større fokus på værdien af resultatorienteret globalt samarbejde vil G20 være i fare for at miste sin betydning. Som ved alle andre internationale institutioner står og falder værdien med den politiske kapital, der investeres i dem, og anno 2018 befinder G20 sig i en investeringskrise.