Venstre er i splid med sig selv og må finde formen før valget
Venstres landsmøde er det sidste før næste folketingsvalg. Bliver det også Løkke Rasmussens sidste kamp om regeringsmagten?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Forbereder Lars Løkke Rasmussen sig på sin sidste valgkamp? Eller har han allerede udkæmpet sidste slag om magten i dansk politik? Rygterne om Lars Løkke Rasmussens afgang er vedholdende, og alene det, at de fortsat florerer, er med til at svække formanden for Venstre, som i weekenden holder landsmøde.
Temmelig sikkert er det, at landsmødet bliver det sidste, som Venstre holder før næste folketingsvalg, mindre sikkert er det, om udsigten til det nært forestående valg kan få de forskellige fløje i partiet til at rykke sammen og stå samlet frem til det næste opgør med Socialdemokratiet om regeringsmagten. Alene det taler for, at Lars Løkke Rasmussen skal stå fast.
Såvel Venstres næstformand Kristian Jensen som udlændingeminister Inger Støjberg har profileret sig i medierne. Kristian Jensen har for længst indstillet sig på at overtage magten i partiet efter Løkke Rasmussen. Inger Støjberg vil ikke afvise, at hun vil tage kampen op. Udlændingepolitikken skiller både dem og fløjene i partiet.
Når Kristian Jensen udnævner ”skattestoppet” som en reform, ved man ikke, om man skal grine eller græde.
Fælles for såvel den nuværende formand som de to bejlere er, at de har en blind makker med på rejsen: Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, som reelt har haft stor indflydelse på Venstre-regeringens dispositioner eller mangel på samme.
Det skulle være en velkendt hemmelighed, at Dansk Folkeparti hellere ser Inger Støjberg som Venstre-formand end Kristian Jensen, som partiet har anset for at være for globalt sindet.
Når Kristian Jensen før landsmødet aflyser alle større reformer, er det vanskeligt at gennemskue, om det er som finansminister, Venstres næstformand eller som statsministerkandidat. Meldingen lugter langt væk af, at han har erkendt, at de faktiske forhold på Christiansborg betyder, at liberale kun kan drømme om at samle stemmer nok til at få gennemført reformer, som alt andet lige vil gavne Danmark på længere sigt.
Det er en politisk virkelighed, som man må forholde sig til. Som liberal må man beklage det, men det er både trist og tankevækkende, når Kristian Jensen mere eller mindre overtager Dansk Folkepartis og socialdemokraternes fortælling om Danmark. Hans eget ministerium har selv regnet på, hvordan landet ville ligge uden større reformer som velfærdsaftalen fra 2006 og aftalen om senere tilbagetrækning fra 2011: Det ville være nødvendigt at sætte skatten op eller reducere det offentlige forbrug kraftigt.
Men når Kristian Jensen udnævner ”skattestoppet” som en reform, ved man ikke, om man skal grine eller græde. Realiteten er, at det fungerede som en effektiv forhindring for mange økonomiske dispositioner og mest af alt var designet til at fravriste socialdemokraterne førstefødselsretten til at forvalte velfærdssamfundet. Kristian Jensens aflysning af reformer er et faretruende signal om, at Venstre vil gentage strategien fra 00’erne.
Der findes liberale strømninger i Venstre, både på udlændingepolitikken og den økonomiske politik, og Venstre er selvskreven til igen at stå i spidsen for en borgerlige regering. Men Venstre er også i splid med sig selv og står som parti med de udfordringer, som socialdemokraterne har kæmpet med i årevis. Når man tager ejerskab og erklærer sig tilfreds med det bestående, hvad så? Hvis Venstre aflyser liberal politik for at tækkes DF, hvor vil det så gøre en forskel?