Medierne må gøre mere for at holde deres sti helt ren

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Medierne er i skudlinjen. En stor del af det hårdt optrukne, værdipolitiske opgør, der foregår i Vesteuropa og USA, har medierne som omdrejningspunkt. »Fake news« er blevet en beskyldning, som sættes ind i en større mistænkeliggørelse af medierne for at være politisk farvede, miste troværdighed og gå bestemte, gerne politisk korrekte kræfters ærinde.

Meget kan afvises som konspirationstænkning, og en del af kritikken er ret overstyret. Men mange medier gør ikke desto mindre sig selv unødigt sårbare ved ikke tilstrækkeligt konsekvent at besinde sig på, hvad der er opgaven: at levere den bedst opnåelige version af sandheden. Mange er for dårlige til at værne om deres hele eksistensberettigelse: den professionelle troværdighed. Eksemplerne står i kø:

En chefredaktør for en socialdemokratisk netavis vil gerne i Folketinget og stiller nu op som socialdemokratisk kandidat. Godt så, det er hans gode ret. Han er ikke den første redaktør, der springer ud som partisoldat, men netavisen modtager offentlig mediestøtte, samtidig med at den støttes fast af flere LO-fagforbund. Det ser ikke ikke kønt ud og bidrager i hvert fald ikke til forestillingen om, at et medie skal være uafhængigt af økonomiske og partipolitiske interesser, hvis det skal tages alvorligt.

Rent ud ubegribelig er også den ulidelige lethed, hvormed mange medier lader journalister, der har været spindoktorer, politiske rådgivere eller lobbyister i interesseorganisationer, gå direkte tilbage i rollen som påstået værdifrie og tilstræbt objektive reportere eller nyhedsoplæsere. Formelt er der måske ikke noget at komme efter, men en indlagt karenstid ville dog tage toppen af kritikken, der er lige så automatisk, som den er forståelig – og let at imødegå.

Det samme med især tv-journalisters mulighed for at score store biindtægter ved at optræde som ordstyrere ved diverse arrangementer. Bortset fra at gavne de pågældendes privatøkonomi gør det ikke andet end at underminere både mediet og journalistens troværdighed. Man kan ikke med nogen troværdighed i behold stikke en check i inderlommen den ene dag og interviewe den glade giver den næste.

Mediernes håndtering af eksperter af alle slags kunne også trænge til et skud ekstra opmærksomhed. Ikke så få eksperter har et sideløbende partipolitisk engagement – tidligere medlemskab af Folketinget; en ambition om at blive medlem – som i mange tilfælde burde diskvalificere vedkommende som leverandør af fakta og faglighed. Når vedkommende alligevel bruges som kilde, udsætter mediet sig for en betydelig risiko. Alt for mange eksperter er ude i rene politiske ærinder, uden at medierne skrider ind.

Politiske partier, virksomheder og interesseorganisationer er i deres gode ret til at etablere deres egne »medier« uden for meget professionelt dobbelttjek og kritiske spørgsmål på offentlighedens vegne. At Søren Pind og Henrik Sass Larsen føler sig godt tilpas ved selv at kunne definere dagsordenen, er også selvklart. »Medier« i gåseøjne, fordi de jo netop på ingen måde lever op til de professionelle krav, som kan give rigtige medier en position som en fjerde statsmagt, der leverer indholdet til den fælles demokratiske samtale.

Det er op til medierne selv at holde sig fri af alle forsøgene på politisk omklamring. Der er ingen, der gør det for dem. Medierne må i en dybt polariseret tid gøre mere for at holde deres sti helt ren. Det gøres bedst ved at genopdage deres helt klassiske – og også ganske puritanske – mission: Fortæl det, som det er!