Ghettopakkens praksis udstiller statens magt – og afmagt

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ifølge Undervisningsministeriets bemærkninger til et nyt lovforslag, der sanktionerer forældre, hvis børn ikke kommer i skole, formodes det at koste 4.100 forældre økonomisk i form af fradrag i børnechecken. Forslaget er et led i den politiske aftale om parallelsamfund, den såkaldte ghettopakke, der blev præsenteret under stor medieopmærksomhed og med megen patos blandt de fremmødte ministre.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) bakker da også stadig op med en bemærkning om, at »det vigtigt at tage fat i forældrene, også rimelig kontant, og sige, at det er altså jeres ansvar at sørge for, at jeres barn kommer i skole.« Andre er mere bekymrede og vil slet ikke vide af forslaget. Og de skoleledere, der nu er forpligtede til at underrette kommunalbestyrelsen, hvis en elev har mere end 15 procents ulovligt fravær, ønsker sig slet ikke beføjelser til at »straffe« forældrene. Som deres forening skriver i et høringssvar. Andre organisationer er tilsvarende bekymrede, og der er – som i så mange lignende situationer – grund til at tvivle på, at forslaget i praksis får nogen konsekvenser; når dem, der skal indberette, er imod, kan det hurtigt blive svært.

I sig selv er der jo noget paradoksalt i, at det netop er en liberal minister, der skal fremsætte et sådant lovforslag, for både forslaget i sig selv og den baggrund, hvorpå det er stillet, afslører jo, i hvor ringe grad Danmark kan kaldes et liberalt samfund. Ikke for skolen, men for livet, lød det gamle motto, en fordrejning af Seneca, men i dagens Danmark er det lavet om til et ikke for livet, men for staten. I de fleste andre lande ville et tilbud om statsfinansieret (ikke gratis, men statsfinansieret, det er vigtigt at huske) uddannelse blive betragtet som et generøst tilbud til den enkelte, som selvfølgelig også kan vælges fra. På eget ansvar. I et frit samfund kan folk og forældre træffe deres egne valg, fordi de selv skal leve med konsekvenserne, men i den totale velfærdsstat tilhører barnet for så vidt staten, fordi barnet skal bruges som en møtrik i det store maskineri. Børnechecken er således ingen gratis frokost, for når man lader sig forsørge af staten, gør man sig også afhængig af staten, og når staten betaler hele gildet, som den gør hos nogle, holder den samtidig borgeren i et jerngreb.

Ghettopakken, der har opbakning fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, var fra begyndelsen et udtryk for en desperation, som kun vil blive tydeligere, efterhånden som den vaklende implementering skal sættes i værk. »Man bliver mere opmærksom på, at man skal sende sine børn i skole, og at man har det ansvar,« siger ministeren, for hun håber at opdrage borgerne og særligt folk »i de udsatte boligområder,« en eufemisme for mellemøstlige indvandrere, til en mere hensigtsmæssig adfærd, og hvem ved? At ramme folk på pengepungen kan vise sig effektivt, men der er grund til at tvivle på, at det faktisk vil ske, og at det for alvor vil batte. Der har været mange forgæves forsøg.

Snarere udstiller forslaget på én gang statens magt og afmagt og ikke mindst den grundlæggende misforståelse, at velfærdsstaten trives ved forskellighed. Det gør den ikke, tværtimod, hele dens forudsætning er en grå enshed i normer og adfærdsmøntre lige fra madpakker til skoleskemaer, og det er hverken eksotisk eller spændende, det er bare trist og dansk og svært at opretholde i en åben verden; det skisma er alt for sent ved at gå op får vore politikere. Velfærdsstaten er umådelig populær, men også åbenlyst truet, derfor prøver den at stramme grebet.