Det må ikke et sekund glemmes, at Kim er en despot og en skrivebordsmorder

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I betragtning af de problemer, verden er udsat for i øjeblikket – Trump, brexit, Polen, Ungarn, Rusland for at nævne nogle stykker – kan det, der i disse dage udspiller sig på den koreanske halvø, ikke undgå at udløse et lille, forsigtigt smil.

Sandt er det, at den tilnærmelse, som har fundet sted mellem lederne af Nord- og Sydkorea og mellem den amerikanske præsident og Kim Jong-un i Pyongyang, ikke er mejslet i granit. Hverken Donald Trump eller den nordkoreanske diktator er kendt for deres forudsigelighed, og der er så mange andre, som forventer en plads omkring bordet – kinesere, russere og japanere – at der endnu er meget, som kan gå galt.

Ikke desto mindre: Alene den omstændighed, at parterne taler sammen, er et kæmpemæssigt fremskridt. Og det besøg, som Sydkoreas præsident Moon Jae-in afvigte uge aflagde i Nordkorea, gik så godt, som man kunne håbe. Den slags drejer sig altid også om symboler, ikke mindst i Asien, og dem var der en stribe af. Kim og Moon tog i fællesskab til vulkanbjerget Paektu, der spiller en vældig rolle i koreansk mytologi. Moons hustru hældte en lille flaske vand fra Sydkorea i en sø. Tanken er, at der indtræder en symbiose, som ad åre kan forene den delte nation. Da Moon og frue var på vej tilbage til Seoul, var Kim allerede i gang med at sende to ton kostbare svampe mod syd som en gave; de skal uddeles til familier, hvis slægtninge har været adskilt siden Koreakrigen i 1950’erne.

Der er altså nok at være rørt over, men lidt skepsis er heller ikke af vejen. Set udefra drejer det sig jo om at afslutte Nordkoreas stilling som atommagt – resten må for så vidt være op til koreanerne selv, hvis ellers alt foregår på fredelig vis. Kim har bebudet at nedlægge eller ødelægge en del nukleare prøve- og udviklingsanlæg. Det er glimrende, men det er også rigtigt, som den ellers altid optimistiske præsident Moon har påpeget, at en fuldstændig atomafrustning forudsætter, at nordkoreanerne også skrotter eksisterende våben. De har så at sige været Kim-familiens livsforsikring, så hvilken betaling kræver det fungerende overhoved for at afslutte afrustningen senest i januar 2021, som amerikanerne ønsker? Et topmøde i Washington med fuld honnør? En fredsaftale, som endnu ikke eksisterer mere end 60 år efter Koreakrigen? En forsikring fra USA – lidt i stil med præsident Kennedys vedrørende Cuba i 1962 – om ikke at invadere Nordkorea?

Endelig må det ikke et sekund glemmes, at Kim Jong-un, trods sin spøjse fremtoning, er en despot og en skrivebordsmorder. Han har med faderen og bedstefaderen som forbillede knægtet sit folk så groft, at han, hvis man håndterede ham som andre tyranner, ville ende for en krigsforbryder- eller menneskeretsdomstol. Der kan være grunde til ikke at gøre det – ro, afrustning og almindelig geopolitik – men en hædersmand er han ikke.

Det er netop endemålet, der må være afgørende: en fuldstændig atomafrustning og en mulig genforening. Førstnævnte har sine forhindringer, sidstnævnte vil være en opgave så kolossal, at den er vanskelig at forestille sig. Foreningen af Øst- og Vesttyskland 1990 var ingenting i sammenligning. DDR var en velfungerende velfærds- og industristat i forhold til Nordkorea i dag, og befolkningen var oplyst.

Der er imidlertid al grund til at ønske held og lykke med afspændingsprojektet. Den amerikanske journalist Bob Woodward har i sin nye bog beskrevet, hvordan Trump oprindeligt ønskede at vende ryggen til Sydkorea, fordi han ville spare nogle penge. Også derfor må man håbe det bedste.