Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Stavning eller kaos

Vi kan ikke stave. Vi er danskere i almindelighed, og hvad værre er: Ikke engang danskstuderende og journalistikstuderende kan stave eller sætte komma. Det fremgår af en undersøgelse af 100 opgaver skrevet af lige dele danskstuderende og journalistikstuderende på Syddansk Universitet. Forskergruppen ”SpUni – Skriftsproglighed på Universitet, SDU” står bag undersøgelsen, og resultatet var nedslående. Forskerne fandt i alt 2.462 fejl i teksternes sammenlagt 44.957 ord, i gennemsnit begik de studerende altså 55 fejl per 1.000 ord; 47 i gennemsnit hos de journalistikstuderende og 64 hos de danskstuderende. De danskstuderende begik fejl i hver tredje kommasætning, de journalistikstuderende i hver fjerde. »Han er forman får uddannelses institutionerne og han lære sine kolegaer om sprog,« lød f.eks. en sætning i en af opgaverne, hvor man på lille plads kan finde ganske mange fejl. Det er ikke prangende, men vi vidste det jo godt.


Forskerne selv erklærer deres overraskelse. De havde ikke regnet med, at det stod så galt til, og det havde Dansk Sprognævn heller ikke, skønt det jo er en del af deres opgave at følge sproget og dets udvikling, herunder betydningsglidninger og kommafejl. For den, der stundom vandrer ud over de sociale mediers alhede, kommer resultatet derimod ikke som en overraskelse; der staves virkelig, som vinden blæser derude, og sådan er det næsten alle steder. I breve fra velrenommerede firmaer og offentlige myndigheder kan man møde fejl, som får én til at tro, at henvendelsen kommer fra et barn eller en velmenende, men meget nyligt tilflyttet medborger, der kæmper med at lære sproget. Det gør den typisk ikke; den kommer bare fra et menneske, der har måttet forlade sig på det danske uddannelsessystem, når det gjaldt grammatik og stavning.

Udviklingen er jo et indlysende resultat af, at man i skolen og på gymnasiet ikke tager stavning og grammatik alvorligt.


Udviklingen er jo et indlysende resultat af, at man i skolen og på gymnasiet ikke tager stavning og grammatik alvorligt. I mange tilfælde behersker lærerne heller ikke sproget, og lytter man til autoriteter som tv-journalister og politikere, kniber det også rent sprogligt; at der er forskel på at forholde nogen noget og at foreholde dem det samme, er f.eks. ikke nogen populær distinktion. Det samme gælder en række andre sagesløse ord og vendinger, der kastes rundt i landets tv- og radiostudier. Og ja, også i aviser.

Korrekt stavning er blevet en beskæftigelse for særlinge, der samles i desperate grupper på Facebook, hvor de i lukkede fora kan rase over andres fejl, især de stavefejl, som det ikke rigtig er tilladt at rette, fordi ingen er flove over at begå dem. I en lukket gruppe kan man få afløb for sin irritation, og man kan tilmed få lov til at grine ad de mange fejl, der skaber nye og overraskende sproglige konstruktioner – som sproget jo kan gøre, når man jonglerer med det, tænk bare på nyligt afdøde Benny Andersens digte.

Den form for jonglørkunst er imidlertid kun underholdende, hvis jongløren ved, hvad han har med at gøre, og her er der sket et betydeligt dannelsestab i Danmark. I pagt med vor almindelige formløshed har vi besluttet ikke at tage det så tungt med retstavningen. I gamle dage var det flovt at skrive d i gjort, og der blev skrevet huskeremser mod de misdædere, der gjorde det alligevel; i dag trækker vi på skulderen, lige fra første klasse til kandidatdelen på universitetet.

Først når vi tager sproget, grammatikken og stavningen alvorligt, kan der laves om på det, og det burde vi virkelig gøre i Danmark. Vi er de eneste mennesker i verden, der taler og skriver dansk, også derfor bør vi gøre det ordentligt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skammer du dig ikke, Morten Østergaard?

Alex Vanopslagh
Med De Radikales seneste kampagne anklager de tusinder af gode danske virksomheder for bevidst at bryde loven og underbetale kvinder på arbejdsmarkedet. Usmageligt og skamløst.

Trump har sejret: Ingen tør videreføre arven fra John McCain

Matthew Fallon Hinds
Senator John McCains død markerer samtidig dødsstødet for Republikanernes vision om en liberal verdensorden under amerikansk overherredømme.

Kommentar: Skal kriminalforsorgen fungere som ruffer?

Henrik Jensen
Spørgsmålet bærer svaret i sig. Det er vel ikke kun ofrenes efterladtes retsfølelse, der her forhånes. Husk lige, at kriminalforsorgen, det er også os – landets borgere.
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
»Folk er ofte lidt skeptiske i starten, når jeg fortæller, at brownien er lavet på sorte bønner«
Hun er kun 24 år og har allerede udgivet fire kogebøger. Aarhusianske Emma Martiny har fart på som madskribent og blogger, og så elsker hun at samle mennesker omkring madlavning. Gerne med en bønnebrownie til dessert. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her