Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Løkke kan takke DF for, at de borgerlige stadig kun har én statsministerkandidat

DF tør ikke bruge sin egen styrke. Mette Frederiksen har brugt sin til at sende andre på banen.

Nogle vil hævde, at Mette Frederiksen ligger, som hun har redt, efter at hun i forsommeren meldte ud, at Socialdemokraterne vil gå enegang og danne regering alene uden hensyn til hverken de gamle regeringspartnere, De Radikale og SF, eller støttepartierne Enhedslisten og Alternativet.

De to sidstnævnte partiers ledere har udnyttet friheden til at lancere sig selv som statsministerkandidater. For hvorfor egentlig gå og pege på Mette Frederiksen, når man alligevel ikke er garanteret indflydelse, synes rationalet bag udmeldingerne at være.

Resultatet er nu, at den såkaldte røde blok står med hele tre statsministerkandidater. Den borgerlige indtil videre kun med én: Lars Løkke Rasmussen, men det skyldes dybest set kun, at Dansk Folkeparti ikke har turdet bruge sin egen styrke.

Det er fristende at grine højt og længe ad det politiske rod. Især blandt borgerlige er det fristende og tilmed en tiltrængt trøst. Det røde hold fører nemlig i meningsmålingerne, men til hvad nytte, hvis Mette Frederiksen ikke har styr på egne tropper. Ender Alternativet som bebudet med slet ikke at være en del af ligningen, så kan regnestykket tippe til Lars Løkke Rasmussens fordel.

Mistet overblikket? Se, hvem der peger på hvem som statsminister

Men den, som kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, har som bekendt fattet begge dele lige dårligt. Nok tumler de røde cirkusartister rundt i manegen, men nogen naturlov er det trods alt ikke, at de på nuværende tidspunkt skal enes om én statsministerkandidat. Dybest set burde det være alle partilederes ambition at ende i Statsministeriet, for nogle en mere realistisk en af slagsen end andre, men den, som åbent siger det, bør dog mødes med et minimum af respekt.

Sommerens politiske debat og udmeldinger viser med al tydelighed det opbrud, som finder sted ikke alene i dansk, men også i europæisk politik.

Står valget mellem to og kun to personer mister folkestyret nuancer. Der har i Danmark som andre steder i verden været en tendens til at fremstille politik, som var det et enten-eller. Virkeligheden viser, at det oftest er et både-og, og at der skal både bøjes, files og bukkes for at nå kompromisser.

Sommerens politiske debat og udmeldinger viser med al tydelighed det opbrud, som finder sted ikke alene i dansk, men også i europæisk politik. Fastlåste forestillinger om partiers positioner og indbyrdes relationer udfordres. Modsætninger mødes, som det er sket i Tyskland. Mette Frederiksen har med sit tætte samarbejde med Dansk Folkeparti selv bidraget til det.

Før det skelsættende folketingsvalg i 2001 udgav Henrik Dahl, Christine Antorini og Lars Goldschmidt en politisk debatbog, ”Det ny systemskifte”, hvori de opererede med et fremtidsscenarium, hvor vælgere og partier kom i større overensstemmelse med hinanden. Dele af Socialdemokratiet var slået sammen med Dansk Folkeparti i »Hjemstavnspartiet«, mens De Radikale, dele af SF og fritænkere i Venstre og konservative befandt sig i »Virtuelt Folkeparti«. Adskillige års blokpolitik var medvirkende til at få bogen til at gå i glemmebogen, men det, som vi ser nu, ligner første skridt til virkeliggørelse: S og DF finder sammen i en EU-kritisk kurs og aflyser afskaffelse af forbeholdene, mens Venstre bevæger sig mod en åbning mod Europa.

De mange statsministermeldinger skal også læses ind i det billede, men som dronningen klogeligt konstaterede, da hun af Ekstra Bladet i Cayx blev spurgt om udsigten til så mange potentielle dronningerunder:

»Det må jo vise sig, hvordan det bliver, når der først har været et valg. Så det er lidt for meget at spekulere over.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Folketingsvalg
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Den politiske hitliste
Her ser du de politiske statusopdateringer, der hitter mest på Facebook lige nu. Se flere

Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her