Kontrol med mobiltelefoner er en opgave for den enkelte skole, ikke staten

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Uden at menneskeheden rigtig vidste af det, voksede vore arme nogle få centimeter, idet de blev forlænget med en flad, skinnende smartphone. Den hører sig til nu, den er både en velsignelse og en forbandelse, og den er i hvert fald kommet for at blive, utvivlsomt i stedse smartere, fladere og mere effektive varianter. Telefonen fylder hos os alle, men selvfølgelig ikke mindst hos børn og unge, og det er derfor ikke svært at forstå bevæggrundene for at ville forbyde dens brug i skolen, som man nu har gjort i Frankrig, og som man, hvis det står til De Konservative, også skal gøre det i Danmark. Den franske lov, som allerede har fået det rammende navn ”detox-loven”, forbyder eleverne at bruge telefonen på skolens område, og pointen er, at man i skolen skal koncentrere sig om noget andet, f.eks. at lære at læse og skrive, lægge sammen og trække fra; så må man gå på Facebook og Instagram bagefter.

Logikken er fristende og nem, og det er ikke svært at forstå forslagets baggrund. Brugen af mobiltelefon må beherskes, og det er selvfølgelig først og sidst forældrenes opgave at opdrage deres børn til det. Men lige så naivt det er at tro, at den smarte telefon med alle dens muligheder pludselig vil (eller kan eller bør) forsvinde igen, ligeså naivt er det at antage, at vi som mennesker har kontrollen over den nye teknologi. Det har vi ikke. Det er ikke os, der behersker mobiltelefonen. Det er et meget langt stykke henad vejen den, der behersker os – hvad enten vi vil det eller ej. Og enhver, der har haft besøg af en teenager ved spisebordet, ved, at der skal mere end almindelig skarp lud til det skurvede hoved, der er begravet i en skærm. Man kan sige nej og løfte pegefingre, men telefonens dragende magt er langt stærkere.

Derfor er det endnu en gang lærerne og skolelederne, der må løfte en betydelig opgave, hvis de – som rimeligt er, og som mange af dem allerede gør – vil håndhæve et forbud mod brug af telefonen i timerne. Når den da ikke indgår i undervisningen, hvad den også sagtens kan gøre, for så vidt som den kan være en kilde til hurtig information om alt muligt. Men den er også en kilde til distraktion, og skærmen er et konstant krav om at være til stede et andet sted end lige her, hvor man netop er – og det er noget helt andet end den uskyldige tankeflugt, der opstår, når en elev kigger ud på et træ i skolegården under et forsømt forår; telefonen tilbyder ikke dagdrømme, den kræver opmærksomhed hele tiden.

Vi skal netop huske, at skolens kontrol med de smarte telefoner ikke handler om maskinstorm eller om en ældre generation, der ikke forstår den yngre; de fleste lærere ville have det lige så svært med et totalt forbud, vi sidder allesammen i fælden. I et nyligt klip fra en sprogskole, hvor man jo underviser voksne mennesker, kunne man på tavlen se tre regler slået op, herunder nummer to: ingen privat mobiltelefoni i timerne.

Det gælder os alle: Telefonen er (også) en fristelse og en konstant distraktion, og mens den tilsyneladende tilbyder os at være til stede alle mulige andre steder, betyder den også et kompetencetab, fordi den underminerer vores evne til at være der, hvor vi faktisk er, og koncentrere os om én ting i længere tid ad gangen. Den evne er helt grundlæggende nødvendig for at lære noget, og idéen om forbuddet mod mobiltelefoner kan derfor ikke afvises som symbolpolitik, men peger derimod på en ganske central og principiel pædagogisk opgave. Det er en svær og en vigtig opgave, det er bare ikke staten, der skal løse den med et forbud.