Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Misforstået korpsånd og alvorlig omgang med grundloven i Tibetsag

Overraskelse på overraskelse præger Tibetsagen. Hvad bliver det næste?

Fra slemt til værre. Det er den umiddelbare tanke, som melder sig efter de seneste afsløringer i den såkaldte Tibetsag. Ifølge flere pensionerede politifolks udsagn til Berlingske var det hverken misforståelser eller enestående, at betjente i 2012 fjernede tibetanske flag og afskærmede demonstranterne, så den kinesiske delegation ikke kunne se dem. Det var, må man forstå på betjentene, business as usual. Som en tidligere betjent siger til avisen: »Alle, der har været mere end 20 minutter i politiet, ved, at det er sådan, vi gør.«

Ifølge betjenten og flere af hans kolleger har det altså i dansk politi i årevis været almindeligt accepteret, at politiet kunne bryde grundloven ved at gribe ind i ytrings- og forsamlingsfriheden.

Det lyder næsten for utroligt til at være sandt, og det kan kun hilses velkomment, at justitsminister Søren Pape Poulsen har reageret hurtigt ved at udvide Tibetkommissionens kommissorium, så undersøgelsen kommer til at omfatte samtlige kinesiske statsbesøg siden 1995.

Man må nu håbe, at kommissionsmedlemmerne er deres opgave voksen og ikke lader sig løbe om hjørner med af ministerier, som angiveligt har fejet en del ind under gulvtæppet.

Og man må forundres over, at ingen af de mange berørte, som blev afhørt af Tibetkommissionen, følte behov for at være mere meddelsomme om en praksis, som angiveligt har stået på i årevis, eller at de pensionerede betjente ikke for længst har ladet høre fra sig. Det er misforstået korpsånd.

Hvis politiet har sin egen tolkning af de grundlovssikrede rettigheder, er det en alvorlig sag. Mindst lige så alvorligt er det, hvis Udenrigsministeriet af hensyn til fremmede magter har videregivet det indtryk, at hensynet til dem står over hensynet til rettighederne i Danmark.

Tillid nævnes ofte som en af de dyrebareste danske værdier. Fundamentalt for tilliden er, at borgerne ikke nærer mistro til øvrigheden, og at der ikke kan rejses tvivl om værdien af grundlovssikrede rettigheder netop som forsamlings- og ytringsfrihed.

Tillid nævnes ofte som en af de dyrebareste danske værdier. Fundamentalt for tilliden er, at borgerne ikke nærer mistro til øvrigheden.

Søren Pape Poulsen betegner sagen som en kæmpe skandale. Lars Løkke Rasmussen tilføjer, at det er et udmærket sprogbrug, og at sagen har været alvorlig hele vejen igennem, og formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, stiller berettiget spørgsmål til, om kommissioner er det rette redskab til at komme helt til bunds.

»De er helt afhængige af de oplysninger, som de får stillet til rådighed,« konstaterer han.

Tibetsagen har nemlig også afdækket en ganske kreativ omgang med arkivering af mails, som pludseligt er dukket op på fjerne servere, men som ikke kunne findes, da Tibetkommissionen spurgte til dem.

På den baggrund er det ikke mærkeligt, men trist, at den ikke evnede at finde noget, og at kun to mellemledere i politiet blev stillet til ansvar.

Nu ruller sagen om Kina. Men kan man forestille sig, at kineserne ikke er de eneste, som har fået de luxe-behandling, når de har aflagt besøg i det, som angiveligt skulle fremstå som et eventyrland?

Statsoverhoveder med et tvivlsomt forhold til menneskerettighederne har det generelt svært med frihed og ytringsfrihed. Der er så meget, som de ikke bryder sig om at se. Hvem skulle mere skærmes og for hvad?

Behovet for at komme helt til bunds i denne stadigt mere omfangsrige sag kan ikke understreges kraftigt nok.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter



Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hvem bad politiet gribe ind overfor en gruppe Tibet-aktivister under kinesiske statsbesøg – og dermed krænke deres ytringsfrihed? Blev der efterfølgende bevidst løjet om ordren, så både Folketinget, domstolene og befolkningen i tre år har fået urigtige oplysninger? Det er hovedspørgsmålene, som politiklagemyndigheden, domstolene og en undersøgelseskommission nu skal afdække i den såkaldte Tibet-sag. Sagen, der startede med små tibetanske flag, men som har udviklet sig til en skandale.

Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her