Korea-topmødet er aflyst. Men håbet lever

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Måske var det hele tiden bare for naivt. Efter de vanvittige trusler, de uværdige fornærmelser og den ildevarslende militære opbygning skulle USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, bare sådan uden videre kunne mødes til topmøde, slå en streg over alle skærmydsler og give hinanden håndslag på fred på den koreanske halvø?

Forhåbningen viste sig i hvert fald ikke at holde. Præsident Trump har aflyst topmødet i Singapore, som en hel verden håbede på, ville føre til et gennembrud i den nordkoreanske atomkrise. Det er uklart, hvordan det nu går videre. Trump har siden twittet om, at topmødet måske alligevel kan finde sted. Det vil ikke mindst afhænge af, hvordan Nordkorea reagerer, og dermed er det også sagt, at Trump nu har spillet sig initiativet af hænde. Kim Jong-un er tilbage i rollen som den, der driver spillet fremad.

Trump blev givetvis et offer for sin egen impulsivitet. Han sagde på stedet ja til et topmøde, da Sydkoreas præsident tegnede et rosenrødt billede af mulighederne. Efter det indre-koreanske topmøde den 27. april, der gik over al forventning, var det måske ikke så underligt. Verden var godt i gang med at lade sig forblænde af Kim Jong-uns åbning mod verden og glemte alt for hurtigt både det ryggesløse regime, han forestår, og den trussel mod verdensfreden, han har udgjort.

Man kan kritisere Trump for at sige for hurtigt ja til et topmøde uden at afvente embedsmændenes forberedelse af alle detaljer. Men man kan også se det som en ny form for gennemsigtighed i diplomatiet, som mange lige så ofte efterlyser. Man kan tale om amatøren Trump, men man kan også se ham som en præsident, der giver en ny idé en chance. Sådan skiller personen og præsidenten vandene.

Hvad der ikke kan diskuteres, er, at USA i stigende grad isolerer sig selv. Trump trækker USA ud af internationale aftaler og relationer. Det sker i pagt med hans Amerika Først-strategi og hans grundlæggende ambition om at ryste posen – disruption – også på den diplomatiske front. Men USA kommer til at stå alene. Det generer næppe Trump. Det er muligvis en slags ambition, så længe han ser et styrket USA for sig. Men for alle andre – venner og fjender – er det en foruroligende udvikling i en verden, der skriger på lidt mere beregnelighed og forpligtende samarbejde.

Han må være blevet overbevist om, at der skal mere end mavefornemmelser til at komme helskindet ud af et topmøde med Kim Jong-un. USA’s krav, om at Nordkorea skal opgive sine atomvåben som en forudsætning for forhandlinger om f.eks. en fredstraktat efter Koreakrigen, har Nordkorea mødt med en voksende modstand. Det var åbenbart ikke lige dét, Kim Jong-un forstod ved det uldne begreb »afnuklearisering«, hvad det så end måtte dække over. For Kim var det et mål i sig selv bare at mødes med den mægtige præsident. Det ville være alle afsavnene og udgifterne til det astronomisk kostbare atomvåbenprogram værd.

Om verden er slået helt tilbage til start efter forårets stribe af diplomatiske åbninger, må vise sig. I sit brev til Kim Jong-un anslog Trump en relativt afdæmpet tone. Og Pyongyang holdt sig også mærkbart tilbage i sine første reaktioner. Problemet er, at krisen ikke kun omfatter den koreanske halvø, men hele denne vigtige region foruden verdens tungeste aktører: USA, Kina, Japan, Rusland.

Der er kun tilbage at håbe, at der stadig kan holdes liv i en civiliseret dialog, og at Trump og Kim Jong-un ikke vender tilbage til at overgå hinanden i uberegnelighed.