Uduelighed og uhæderlighed
Venezuela har sjældent været kendt for god regeringsførelse. Men den nuværende ledelses inkompetence slår alt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Weekendens valg i Venezuela endte – desværre – som man kunne forvente. Den hidtidige præsident Nicolás Maduro vandt. Men der er et billede fra Caracas, som viser, hvor elendigt det er fat, såvel med Venezuela som med dets førstemand.
Det er et fotografi fra sejrsfesten, man ser Maduro med hustruen Cilia Flores i hånden, den anden hånd er knyttet mod brystet. De er omgivet af godt en snes mennesker, men næsten ingen virker glade. Maduro ser ud som om, han er et andet sted. Om Flores’ læber kruser noget, der kan tolkes som et smil. Det virker som en begravelse.
På den måde er billedet autentisk, for fortsættelsen af Maduro-regimet er det værste, der kunne ske for Venezuela. Det er en tragedie, ikke mindst for et land med verdens største kendte oliereserver. Man er på kanten af en hungersnød, The New York Times dokumenterede for nylig, at hundreder af spædbørn er døde af sult i løbet af nogle måneder. Der berettes om slagtning af hunde og katte for at overleve. Det minder om forholdene i Rumænien under Nicolae Ceausescu, med den forskel, at man dér havde mindre olie.
Venezuela er også mere åbent, end Rumænien var dengang, det skyldes bl.a. moderne medier. Der har været demonstrationer i gaderne, og man har i hvert fald i teorien en opposition, hvilket var utænkeligt i Ceausescus rige op til 1989. Men nøden er sammenlignelig.
Hvad Maduro og hans kumpaner har bedrevet er ubegribeligt. Katastrofen blev så at sige programmeret af forgængeren, den noget mere karismatiske Hugo Chavez. Han brugte oliemilliarderne til projekter for fattige, hvilket i princippet var sympatisk, men man skulle være Chavez-tilhænger for at modtage mange almisser, og der blev ikke investeret i handel og industri. Produktiviteten, der i forvejen ikke var imponerende, raslede ned, konkurrenceevnen blev nærmest udslettet. De faldende oliepriser betød, at pengestrømmen stilnede af, og man havde intet at sætte i stedet. Samtidig blev Caracas en af de farligste hovedstæder på kloden.
Der er ingen som helst grund til, at det skulle gå sådan, udover Chavez’ og især Maduros socialistiske fantasier. Venezuela har sjældent været kendt for god regeringsførelse, og man har, som andetsteds i Latinamerika, haft en svaghed for korruption, totalitære regimer og økonomisk ødselhed sideløbende med voldsom gældsættelse. Men Maduros uduelighed og uhæderlighed er i særklasse. Han og konen driver tidligere demokratiske institutioner som familieforetagender, fætre og kusiner fylder f.eks. godt op i den såkaldte grundlovgivende forsamling, og to af hustruens nevøer, der var udstyret med diplomatpas, blev i 2015 anholdt i Haiti, mens de åbenbart søgte at smugle 800 kg kokain til USA.
Imens menes over 2 mio. mennesker at være flygtet fra – vi gentager – verdens olierigeste land, fordi de var truet af fysisk eller økonomisk ruin eller begge dele. Valget i søndags var en farce, seriøse folk fra oppositionen var sat ud af spillet, og Maduros modstandere havde opfordret til boykot, hvilket sikkert var medvirkende til, at deltagelsen var rekordlav. Gaver fra Maduro til de allerfattigste har måske også hjulpet. Oppositionen gør det heller ikke let for sig selv ved at være splittet og præget af for mange store egoer.
Mange lande, også i Sydamerika, har fordømt den måde, valget blev holdt på. De, der ønskede Maduro til lykke, var Ruslands, Cubas, Bolivias og Nicaraguas præsidenter. Så behøver man ikke at sige mere.