Tillykke Israel

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det store cykelløb Giro d’Italia henlagde de første tre etaper af årets udgave til Israel som et særligt tillykke med 70 års fødselsdagen i dag, mandag. Pludselig kunne alverdens tv-tilskuere ved selvsyn konstatere, at Israel er meget andet end død, terror og krig. Israel er både et helt almindeligt land, som masser af turister fascineres af, og – af mange grunde – et meget ualmindeligt land.

Lige nu har Israel medvind. Præsident Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som hovedstad og også flytte den amerikanske ambassade dertil er indfrielsen af mange israeleres hedeste drøm – om end mange også frygter en yderligere skærpelse af konflikten med de arabiske lande. Et par vigtige udnævnelser i Det Hvide Hus af meget Israel-venlige topfolk peger også i den jødiske stats retning. Præsident Trumps beslutning om at trække USA ud af Iran-aftalen ligeså. Tysklands nye regering har gjort Israels eksistens til en del af sin egen statsræson. Tydeligere bliver det ikke: Israel er en del af os selv, i hvert fald os i den vestlige verden.

Det kan dog hurtigt vende igen. Selv om Israel i sig selv nærmest er for godt til at være sandt, så er der et par uafklarede hængepartier, hvis løsning israelerne burde skrive på deres egen ønskeliste. Som samfund betragtet er Israel en rendyrket succes. På trods af meget vanskelige odds – omringet af arabiske lande, der i årtier ikke havde anden ambition end at smide jøderne i havet – er der på få generationer etableret et topmoderne, innovativt, økonomisk og militært suverænt samfund, der med sit helt eget udgangspunkt er en uadskillelig del af Vestens værdifællesskab.

Jøder er strømmet til fra hele verden og har trods store indbyrdes forskelle bidraget til at sikre statens overlevelse. Sådan en smeltedigel skal man også få til at fungere! En håndfuld krige er Israel blevet påtvunget af sine naboer. Det er hidtil gået godt, men hver gang er verden blevet mindet om den gamle sandhed: Israel kan ikke tillade sig at tabe så meget som én krig. Som Mellemøstens eneste demokratiske retsstat er Israel som moralsk instans i sin egen liga i regionen. Forståelsen for, hvilket eksistentielt pres Israel er udsat for, er vokset i takt med, at den internationale terror også er rykket til andre lande. Billedet af Israel som en forpost på kanten af Mellemøstens kaos står stærkt for tiden.

Men netop fordi Israel er lykkedes; netop fordi Israel står så stærkt og har så megen medgang, bør konflikten med palæstinenserne én gang for alle bringes ud af verden. Der er ingen tvivl om slutmålet: To stater må bringes til at leve i fred med hinanden side om side. Hér handler det ikke om, hvordan palæstinenserne modarbejder denne ambition. Hér handler det om Israels ansvar og det hensyn, som den jødiske stat ikke kun skal vise FN’s resolutioner og det internationale samfund. Det er et hensyn, som Israel skal tage til sig selv. Der er intet vundet ved at forhale en uomgængelig proces yderligere. Garantien er klar: Israel er vores alles ansvar.

Man forstår nok Israels skepsis. Tilbagetrækningerne fra Sydlibanon og Gaza har ikke just fremmet freden. Men den palæstinensiske sag har mistet momentum i Mellemøsten og er blevet underordnet den altopslugende sunni/shia-konflikt. En tostatsløsning med klare internationale garantier til Israel er den eneste holdbare løsning på dette historisk komplicerede problem – som også er skabt af historien.

På den runde dag er det værd at ønske, at Israel omsider må gøre, hvad der er bedst for landet: At søge en varig fred med palæstinenserne. Foruden naturligvis: Tillykke.