Koreas kolde krig

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er ikke mange opmuntrende, internationale nyheder i denne tid. Så meget desto mere må man varme sig ved det topmøde, som fredag skal finde sted mellem Moon Jae-in og og Kim Jong-un, ledere af henholdsvis Syd- og Nordkorea, på grænsen mellem de to lande.

Det er på høje tid, at noget bevæger sig i den rigtige retning på den koreanske halvø. Siden våbenhvilen efter Korea-krigen, der aldrig formelt er blevet afsluttet, har forholdet været fastfrosset. Sådan har det nu været i 65 år, med lejlighedsvise tilnærmelser, som når adskilte familiemedlemmer har fået lov at besøge hinanden, eller statsterror, som da Nordkorea søgte at myrde Sydkoreas præsident i Myanmar i 1993, hvorved der omkom 21 mennesker.

Det kræver ikke en videregående uddannelse at se, at det er Nordkorea, samt dets traditionelle støtter Kina og Rusland, som er de hovedansvarlige for miseren. Selv Kim Jong-un ved det formentlig, om end Pyongyang stadig har enkelte, trofaste støtter, eksempelvis den dansk-nordkoreanske venskabsforening, der mener, at der hersker paradisiske tilstande nord for den 38. breddegrad, og at amerikanere er nogle banditter.

Der kan være mange årsager til, at Kim pludselig er gået med til mødet med Moon og sågar overskride grænsen ved Panmunjom. Pludseligt opståede pacifistiske tilbøjeligheder er det nok ikke. Snarere kølige, strategiske overvejelser om, hvordan man personligt overlever i en verden, der har set en række totalitære styrer, fra Tirana til Tripoli, bryde sammen og nogle af dets despoter lide en grusom død. Desuden er økonomien katastrofal. Seneste nyt fra Kims rige er, at et område, benyttet til atomprøvesprængninger, er sunket sammen, og at der kan udgå bestrålinger herfra. Oplysningerne kommer fra Kina, så mon ikke der er noget om dem.

For Seoul er motivet klart. Sydkorea er et demokrati og ønsker stabile forhold, mulighed for familiesammenføring og på længere sigt genforening. Frem for alt ønsker man at forhindre krig. USA er i stand til at udslette Nordkorea i løbet af en time eller to, som en embedsmand i Washington – længe før Donald Trump – engang har sagt. Det er utvivlsomt sandt, men de civile tab ville være fatale.

Forventningerne til sammenkomsten i Pyongyang bør ikke være for voldsomme. Sammenlignet med Kims luner forekommer det danske forårsvejr overordentligt stabilt og forudsigeligt. Det gælder også den amerikanske præsident, der vil stå som en elefant i rummet. Trump skal ifølge planen tale med Kim om nogle uger, og det kan være, at sidstnævnte prøver at spille de andre ud mod hinanden.

På mange måder minder det om de sidste år af Den Kolde Krig i Europa, da Vesttyskland forhandlede ivrigt med DDR, samtidig med at Washington og Moskva kom hinanden nærmere. Til sidst faldt Muren. Problemet denne gang er, at såvel Trump som Kim er mindre beregnelige end parterne dengang.

Det bør midt i festivitasen og beretninger om den farverige menu, som Moon og Kim skal sætte til livs, ikke glemmes, at regimet i Nordkorea er et af de forfærdeligste på kloden. Menneskerettigheder trædes under fode i et omfang, der er vanskeligt at forestille sig. Fangelejre eller dødsstraf venter selv beskedne afvigere. Det er på mange måder et politisk monster, der trykker den sydkoreanske præsidents hånd, og netop derfor er der al grund til at ønske lykke og held på denne bededag.