Lad fornuften råde
Det måtte komme, hvis der skulle være en rest af fornuft i behold i de fagforbund, der repræsenterer de offentligt ansatte.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Med LO’s beslutning om at indgå en ny overenskomst med Danske Regioner er den såkaldte ”musketéred” blevet brudt. Alt andet ville da også være mærkværdigt med den meget lukrative aftale, som LO’s medlemmer i regionerne har opnået.
De aftalte generelle lønstigninger på 6,1 pct. over tre år repræsenterer med den nuværende inflationstakt en reallønsfremgang, der er på konfrontationskurs med de politiske ambitioner om mådehold i det offentlige forbrug.
Den samlede lønramme på 8,1 pct. ligger endvidere markant over, hvad man finder på det private arbejdsmarked, så også set i det perspektiv er det forståeligt, at LO-forbundene har sagt ja til aftalen med Danske Regioner.
Fra første færd har overenskomstforhandlingerne for den offentlige sektor været pinagtige.
Arbejdsgiverne i staten, regionerne og kommunerne burde have sagt klart fra over for ”musketéreden”, der parkerede forstandigheden på sidelinjen med en så konfrontatorisk fremfærd ved forhandlingsbordet, at vi må konstatere, at den højt besungne ”danske model” ikke fungerer for den offentlige sektor.
Lærernes arbejdstid har siden 2013 været reguleret ved lov, fordi et stort flertal i Folketinget var tvunget til at hjemflage ledelsesretten.
Nederlaget har tydeligvis været så personligt for Anders Bondo Christensen, formanden for Danmarks Lærerforening, at han er gået ind til disse forhandlinger med én dagsorden: At få fjernet Lov 409.
På intet tidspunkt har det fra lærernes side drejet sig om reel solidaritet med andre fagforbund, men alene at genskabe nogle arbejdsvilkår, der har ligget uendeligt over, hvad andre offentligt ansatte har haft.
Da konflikten var mest tilspidset i 2013, skrev afdelingslæge, speciallæge i ortopædkirurgi Mikkel Attrup, i et indlæg i Politiken:
»Som dagligdagen er nu på mange hospitaler, kan du som patient forvente, at din kirurg har ca. 1 minut til at forberede sig, før du møder ham eller hende i ambulatoriet, og et sted mellem 0 og 30 minutter til at forberede din operation. Jeg håber, at vores forhandlere vil følge lærernes eksempel og få betalt forberedelse med i den næste overenskomst. Bare 2-3 timer om dagen, så vil du altid møde en yderst velforberedt kirurg. Det er naturligvis urealistisk, og det er naturligvis ikke en forudsætning for at kunne levere en god sundhedssektor. Det ved jeg, og det ved alle mine kollegaer. Ligesom lærerne godt ved, at denne overdrevne mængde forberedelse ikke er en forudsætning for at kunne levere en god folkeskole. Så kære lærere, vågn op, se realiteterne i øjne, vis samfundssind frem for kun at tænke snævert på jeres egen hverdag med meget fritid og lange ferier.«
Det tjener FOA-formand Dennis Kristensen til ære, at han på sin sidste arbejdsdag vælger at varetage sine medlemmers interesser frem for at ofre dem som led i Anders Bondo Christensens personlige vendetta.
På samme måde må andre LO-medlemmer spørge, hvorfor de skulle sige nej til en attraktiv overenskomst, for at stå last og brast med akademikere ansat i staten, der ikke blot har fået deres lange, videregående uddannelser betalt af skatteyderne, men nu også vil have knæsat, at de kun skal arbejde i 34,5 time om ugen, men have løn for 37 timer.
Det er den ultimative hån med de hundredtusinder af ansatte i den private sektor, der selv må betale deres frokostpauser, og det må for alvor give dem grund til at spørge, hvad sammenlægningen af hovedorganisationerne LO og FTF egentlig skal gøre godt for, da de to i de aktuelle overenskomstforhandlinger klart har demonstreret, at de ikke har sammenfaldende interesser.
Hvis de tilbageværende områder i de kommende timer ikke finder fornuften frem, må vi håbe, at forligsmand Mette Christensen gør det.
Danmark skal ikke kastes ud i en storkonflikt på grund af nogle offentligt ansatte, der har en fundamentalt misforstået selvopfattelse.