Eks-præsidenter bag tremmer
Brasilien og Sydkorea viser vejen, når tidligere statschefer har begået ulovligheder.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man kan sige meget om Brasilien, men kedeligt er der sjældent. For nogle dage siden blev Luiz Inacio Lula da Silva, der var præsident 2003-2011, anholdt i Sao Paulo efter at have leget kispus med myndighederne. Han blev sat i et fly til Curitiba, hovedstaden i delstaten Parana, hvorfra en stor del af den juridiske kamp mod korruptionen i landet foregår. Han skal afsone en dom på 12 år for modtagelse af bestikkelse, bl.a. i forbindelse med sin ferieresidens.
Brasilien ville ikke være Brasilien, hvis historien hermed var slut. Andre sager kører mod Lula, som alle kalder ham, så han kan sagtens få nogle år oveni. Og endelig er det muligt, at højesteret i denne uge vil omstøde tidligere afgørelser, så ekspræsidentens ophold bag tremmer bliver meget kort.
Dramaet omkring Lula kan betragtes fra to perspektiver. Det ene er, at det bekræftes, at Brasilien, trods skønhedsfejl, er en retsstat, og at selv en populær og på mange måder succesrig præsident kan ende sin karriere i en fængselscelle. Det andet er, at det politiske liv og dele af justitssystemet er så korrupt, at man næsten altid undgår lovens lange arm, hvis man har penge og gode forbindelser. Brasilien er nr. 96 i Transparency Internationals indeks over korruption, som den opfattes globalt; ingen forventer vel en førsteplads som New Zealand eller en andenplads som Danmark, men at man rangerer efter Østtimor, Burkina Faso og Hviderusland er næppe noget, man kan være stolt af.
Netop derfor er der grund til at kippe med det grøn-blå-gule flag omkring den foreløbige udgang af Lula-historien. Det har intet med skadefryd at gøre, for det er altid kedeligt at se et menneske, der har haft en fremtrædende position, blive fængslet. Lula har tilmed været Brasilien en god førstemand. Han videreførte forgængerens fornuftige økonomiske politik, selv om det som venstreorienteret ville have været mere naturligt for ham at gøre det modsatte. Han løftede millioner af fattige op til den lavere middelklasse, og han var så synlig ved alverdens topmøder, som landets størrelse berettiger til, men som man sjældent lever op til på grund af korruption og uduelighed.
Men Lula har, at dømme efter flere og grundige retssager, gjort sig skyldig i korruption, og at han langt fra er den eneste i sin kreds – hans tidligere finansminister sidder også i en celle i Curitiba – er en ringe trøst. Det viser imidlertid, at en ny generation af statsadvokater er kommet frem, og det er nu, lader det til, muligt at gøre karriere i det brasilianske retsvæsen som korruptionsjæger. Det er positivt, især hvis trenden holder.
Det er en udvikling, man også kan se et helt andet sted, nemlig i Sydkorea, hvor den tidligere præsident Park Geun-hye er idømt 24 års fængsel i en bestikkelsesskandale, og en anden ekspræsident, Lee Myung-bak, mandag blev kendt skyldig i korruption. Sydkorea ligger dog på en 51. plads hos Transparency International og er således en hel del bedre end Brasilien.
Også økonomien kører en del bedre i Sydkorea end i Brasilien, og man kan med nogen sikkerhed sige, at sidstnævnte ikke for alvor kommer frem i verden, før man gennemfører en afbureaukratisering, forenkler skatteforholdene og går ind for frihandel, så hjemlige produkter bliver konkurrencedygtige. Men korruptionsbekæmpelsen er også en forudsætning, og sagen om Lula er blevet et symbol for, at der stadig er grund til at håbe, at Brasilien bliver »fremtidens land«, som Stefan Zweig, noget optimistisk, forudsagde i 1936.