Høj cigarføring og barnagtig påståelighed skader Liberal Alliance
Danmark har brug for et liberalt parti, men LA har vist sig ikke at være opgaven moden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Liberal Alliance indtog det tomrum, som opstod i dansk politik, efter at Venstre var gået mod midten, frabad sig enhver diskussion om fordelingspolitik og gjorde lighed til en hellig ko, som man ikke måtte tale om.
Med Venstre som velfærdsstatens vogter var der rigelig plads til at udfolde sig på den liberale bane, som Anders Samuelsen og Co. indtog med stor selvsikkerhed. At partiet hurtigt fik skabt sig et vælgergrundlag, kan trods alt ikke overraske, selv om vejen til at springe ud som liberale var gået via det noget forpjuskede projekt Ny Alliance.
Danmark havde ganske enkelt brug for markante liberale stemmer. Nogen, som turde sige, at skattenedsættelser ikke er en forhindring, men snarere en forudsætning for at kunne bevare velfærdssamfundet. Nogen, som turde udfordre tankegangen om, at større lighed var et mål i sig selv, og som gjorde opmærksom på, at ulighed også kan være udtryk for en dynamik i samfundet.
Men da selvsikkerheden med tiden blev afløst af høj cigarføring og en nærmest barnagtig påståelighed, blev det sværere at tage Liberal Alliance alvorligt.
Anders Samuelsens ”ultimative krav” om skattelettelser endte med ministerbiler og en regeringsdeltagelse, hvor spillet om den seneste finanslov om noget afslørede umodenheden i partiet. For det første da formanden solgte skindet, før bjørnen var skudt, ved at udråbe en historisk sejr på skattelettelser. Det kom efter alt at dømme til at koste både partiet og Samuelsen personligt dyrt. Senere blev det afsløret, at aftalen til omkring 10 mia. kr. lå på bordet, men skrumpede til en skygge af sig selv. For det andet da der opstod tvivl om, hvorvidt regeringspartiet Liberal Alliance overhovedet ville stemme for sin egen finanslov.
Parlamentarisk har Liberal Alliance opereret som en elefant i en glasbutik og har overset det helt fundamentale grundvilkår, som gælder i politik: Når der skal forhandles, så skal modparten også kunne se sig selv i et forlig. Og at man ofte opnår mere ved at træde beskedent i baggrunden end at buse frem på første række.
Når Liberal Alliance på sit landsmøde lørdag lægger kortene på bordet, vil det afdækkes, at partiet har fået ganske lidt ud af at sidde i regering. Hvem kan nævne bare en gennemgribende reform? Prisen for at gå med har været store saltomortaler, bl.a. på EU-politikken, og partiets mærkesager er foreløbig endt som teoretiske diskussioner.
Blandt de seneste eksempler på et liberalt tilbagetog er aftalen om skilsmisser, hvor der trods LA’s protester er indført en refleksionsperiode, før der trykkes på skilsmisseknappen. Kun få af partiets seks ministre lyser op ved at vise en klar linje. Andre roder mildest talt rundt i deres eget ministerium.
Ældreministeren hører vi stort set ikke noget til og står nu som symbol på det spørgsmål, som flere stiller: Hvilken forskel gør Liberal Alliance i Løkke Rasmussens regering?
Vælgertilslutningen er da også dalet pænt ned til omkring 5 pct. og ni mandater – ca. 2,5 procentpoint lavere, end hvad partiet fik ved folketingsvalget for snart tre år siden, hvor de rykkede ind med hele 13 mandater.
Det er en skam, for Danmark har uden tvivl brug for et parti med en skarp liberal profil, og som tør udfordre etablerede dogmer. Men desværre kan det konstateres, at Liberal Alliance efter 10 år som parti endnu ikke er vokset ud over børnesygdommene og er blevet voksent.