Det er et stærkt medieudspil
Kulturministerens udspil til et nyt medieforlig trækker i den rigtige retning.
Retningen stemmer. Statens medier – man kunne også sige: politikernes medier – trænges (lidt) tilbage. De frie, private medier får (lidt) mere plads. Det vil kun styrke det danske medielandskab og dermed gavne den fælles demokratiske samtale, som medierne er så vigtig en forudsætning for.
Regeringens udspil til et nyt medieforlig, som kulturminister Mette Bock (LA) præsenterede torsdag, er meget klart i sin ambition: Giganten DR skal fokuseres; banen skal åbnes for andre udbydere af kvalitetsindhold. Dermed rammes en pæl gennem den myte, som DR har forsøgt at holde liv i: At kun DR producerer public service.
Mette Bock har meget fortjenstfuldt haft det udgangspunkt, at det handler om selve medieindholdet; ikke om hvordan indholdet kanaliseres ud til brugerne og af hvem.
I en eksploderende medietid bliver kampen for at opretholde gamle, monopolagtige bastioner underløbet af alle de muligheder, som brugerne i dag har for at hente indhold alle mulige steder. Det vigtigste er derfor, at der i et lille sprogområde som det danske sikres en kvalificeret produktion af dansksproget indhold, og det er der mange andre end DR, der kan klare. At brede indholdsproduktionen ud er desuden en demokratisering og sikring af mangfoldigheden i sig selv.
Der venter nu forhandlinger med en bred kreds af partier om detaljerne, og mon ikke ministeren har indbygget plads til at komme andre ønsker i møde? Dansk Folkeparti er skeptisk over for besparelser på TV 2-regionerne. Her kan man forvente, at der bliver firet – de fleste politikere elsker taletiden i regional-tv – men partierne skal så også kunne svare på, hvorfor det egentlig er nødvendigt med hele otte TV 2-regioner med hvert sit stående, ret kostbare apparat.
At københavnerradioen Radio24syv skal beskæres forekommer naturligt. Den er en del af statens medier med sin yppige skatteyderfinansiering, så det flugter med den overordnede ambition. Besparelsesprocenten kommer dog sikkert også til forhandling. Forslaget om en særlig mediepulje, som alle slags producenter kan søge penge hos til konkrete produktioner, trækker tilsyneladende i samme retning, men er ikke uden problemer. Hvem beslutter på hvilket grundlag, hvilke medier der skal have støtte til hvilke projekter? Her lurer en stor risiko for et kommissærregime; et statskontrolleret DR-system i miniformat.
Tilbagetrængningen af politikernes greb om medierne viser sig også i målsætningen om, at DR’s bestyrelse ikke længere skal udpeges af politikerne. At politikerne sidder så tungt på DR har længe været en anakronisme, der giver mindelser om den aktuelle udvikling på medieområdet i f.eks. Polen, der kritiseres bredt i Europa. DR skal naturligvis have sin egen professionelle og uafhængige bestyrelse. At TV 2 omsider sættes delvis til salg følger naturligt heraf.
Flere af forslagene virker lidt som vinduespynt, men man må respektere den bagvedliggende ambition. En ny tv-kanal og en ny radiokanal er behjertede forsøg på ikke alene at brede medieproduktionen ud, men også at gå op imod de internationale streamingtjenester med tilbud om mere danskproduceret indhold.
Alt i alt må det være muligt at strikke et bredt forlig sammen. Der skal gives og tages lidt naturligvis, men for medierne er det helt afgørende med en bredt funderet, solid aftale over nu fem år, som skaber ro og giver ikke mindst de frie, private medier faste rammer i de kommende år. Kulturministeren har skabt gode forudsætninger herfor.