DF’s bodsgang

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når det ikke er forkert at mene, at den danske model fra det private arbejdsmarked reelt ikke lader sig kopiere til det offentlige arbejdsmarked, skyldes det første og fremmest, at arbejdsgiveren ultimativt er Folketinget, der har en demokratisk adgang til at lovgive om løn og arbejdsvilkår for alle i den offentlige sektor – sig selv inklusive.

For at bevare illusionen om, at de igangværende forhandlinger om overenskomstfornyelse følger den danske model, skal en række forudsætninger være opfyldt. En af dem er, at bortset fra den ansvarlige minister, tier alle andre medlemmer af regeringen og Folketinget stille, mens der forhandles.

Dette gælder om end i endnu højere grad nu, da forhandlingerne er overgået til Forligsinstitutionen.

Derfor er det mildt sagt tankevækkende, at Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl ikke har evnet at honorere den fælles forståelse på Christiansborg om at holde mund.

»Der er en bodsgang at gå i forhold til lærerne, der blev kørt fuldstændigt over ved sidste konflikt. (...) Det handler om at få repareret nogle skader, der blev pådraget under sidste lockout,« har DF-formanden udtalt til TV 2.

Nu er Kristian Thulesen Dahl aldrig veget tilbage fra stemmefiskeri af det mest opportunistiske tilsnit, men denne gang har han overgået sig selv. Det samme gælder De Radikale med den frafaldne venstremand EU-parlamentarikeren Jens Rohde i front. Ikke overraskende har Kristian Thulesen Dahls udtalelser mødt skarp kritik fra regeringen og hans nye hjerteveninde Mette Frederiksen, der intet har tilovers for et så eklatant brud på de uskrevne regler.

”Lærerlockouten”, som den er blevet kaldt, sluttede den 26. april 2013 efter 25 dage, da et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance vedtog et lovindgreb på basis af et udspil fra den daværende regering. Danske Folkeparti stemte med flertallet, og hvis partiet nu angrer sine gerninger, mangler Kristian Thulesen Dahl sandt for dyden at gøre rede for motiverne til at foretage endnu en politisk kovending.

Forløbet i 2013 har været et så stort personligt nederlag for manden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, at han siden synes at have brugt alle døgnets vågne timer på at konstruere den rolle som offer for en grum politisk konspiration, som Kristian Thulesen Dahl nu åbenbart synes at have købt som selve sandheden om den konflikt.

Der er dog andre, der stiller sig anderledes kritisk an over for kravene fra Danmarks Lærerforening og den såkaldte musktered om, at der ikke vil blive indgået nye overenskomster på hele det offentlige område, før lærerne har fået garantier om realitetsforhandlinger om deres arbejdstid.

Peter Nedergaard, professor i statskundskab, har således på Facebook skrevet: »Hvorfor min egen forhandlingsorganisation, Akademikernes Centralorganisation (AC), sætter sin styrke ind på at hjælpe lærerne til at skulle undervise vore børn mindre, er mig en gåde.«

Ultimative krav har aldrig fremmet nogen forhandling, og i den givne situation kan det på ingen måde bidrage, når politiske vendekåber med gustent overlæg bekender kulør.

Fra politisk hold skal Forligsinstitutionen og parterne have fuldstændig arbejdsro til at søge en løsning, hvilket i sig selv tegner ganske kompliceret.

Hvis Kristian Thulesen Dahl måtte føle behov for at gå bodsgang, kunne han passende have påtaget sig et regeringsansvar og selv overtaget opgaven som chefforhandler.